Analyse i EU-Kommissionen viser, at Europa er afhængig af Kina i forhold til kritisk vigtige produkter.

EU-Kommissionen har onsdag præsenteret en opdateret industristrategi. Den lægger op til at mindske afhængigheden af Kina og flere andre tredjelande.

EU skal i højere grad være uafhængig på seks strategiske områder. Det gælder blandt andet medicin og råstoffer.

Kommissionen har analyseret over 5000 importerede produkter. Heraf er EU ifølge EU-kommissær Valdis Dombrovskis "meget afhængig" af 137 produkter fra hovedsageligt Kina, Vietnam og Brasilien.

Analysen har også vist, at ved at sætte fokus på batterier, som er centrale i EU's grønne omstilling, har man haft succes med at mindske afhængigheden.

Strategien skal sikre, at virksomheder i EU er klædt på til den digitale og grønne omstilling, siger Margrethe Vestager, som er ledende næstformand i EU-Kommissionen.

- Pointen er at finde vejen og have ambitionen om, at virksomheder i EU skal føre an i den grønne og digital omstilling. Der er det indre marked afgørende, siger Vestager.

Afhængigheden skal blandt andet mindskes ved, at EU-landene kan pulje ressourcer til vigtige projekter af fælles europæisk interesse (IPCEI) inden for de strategisk vigtige områder.

Det er allerede sket i forhold til batterier. Det skal også gælde for eksempelvis cloud-teknologier, medicin og såkaldte halvledere, der benyttes i elektronik.

Virksomheder skal kunne gå sammen om disse IPCEI. Det er et punkt, som nogle EU-lande har fremhævet.

For kritisk vigtige projekter lettes medlemslandenes mulighed for skyde statsstøtte i projekter.

Udspillet skal forhandles af EU's medlemslande og EU-Parlamentet.

I EU-Parlamentet hæfter Morten Løkkegaard (V) sig ved, at der afsættes 455 millioner danske kroner til at øge de "små og mellemstore virksomheders modstandsdygtighed".

- Vi er positivt stemt over for fokusset på strategiske ressourcer og forsyningskæder. Det er vigtigt, at EU sætter ind på området. Særligt er det positivt, at EU-Kommissionen fremhæver behovet for hjælp til SMV'er, siger han i en skriftlig udtalelse.

Hos Dansk Industri ser man overordnet positivt på udspillet - iblandet en bekymring for protektionisme.

- Vi skal også være parat til at tage de nødvendige midler i brug for at sikre fair international konkurrence, men EU-Kommissionens værktøjskasse må ikke resultere i protektionisme. Dansk erhvervsliv har brug for åbne, globale forsyningskæder og samhandel med hele verden, siger europolitisk chef i DI Anders Ladefoged.

Udspillet har været debatteret længe, og store medlemslande som Tyskland og Frankrig har presset på for en mere protektionistisk linje i EU. For at kunne hamle op med Kina.

Resultatet er ifølge Dansk Erhverv bedre end frygtet. EU- og international chef Lasse Hamilton Heidemann ser "fine takter" i strategien.

- Vi er særligt glade for den stærke fokus på det indre marked, som det rammevilkår der skal hjælpe EU videre i den internationale konkurrence. Det er også tydeligt, at protektionismen er noget mindre fremtrædende, end vi frygtede. Tonen er mere positiv og mindre nedlukkende for frihandlen, siger han.

/ritzau/