Import af råolie fra Rusland skal stoppes inden for seks måneder, mens raffinerede produkter udfases med udgangen af året. Det er del af EU-Kommissionens forslag til sjette sanktionspakke.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen i en tale til EU-Parlamentet i Strasbourg onsdag. Her lægger hun op til, at EU's fremtid og troværdighed påvirkes af, hvordan man svarer på krigen.

- Putin skal betale en høj pris for sin brutale aggression. EU's fremtid bliver også skrevet i Ukraine, siger Ursula von der Leyen.

Rusland står for at levere omkring 25 procent af EU's råolie, viser tal fra Eurostat.

Som ventet indeholder sanktionspakken dog ikke et totalforbud mod køb af russisk energi. Det har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, ellers længe opfordret til.

Han mener EU-landene med deres milliardstore energiindkøb hjælper Putin med at finansiere krigen i Ukraine. Polen og de baltiske lande støtter ønsket fra Zelenskij. Men energiafhængige lande som Tyskland har talt for en gradvis udfasning for at kunne finde alternativer til russisk energi og undgå en recession i EU.

Importforbuddet mod olie er dog endnu et skridt på vejen. I den femte sanktionspakke tog EU-landene hul på et stop for køb af russisk kul. Den sværeste energiform at erstatte er dog russisk gas, som endnu ikke er omfattet af sanktionerne.

EU-Kommissionens udspil til den sjette sanktionspakke rummer også en række andre sanktioner. Blandt andet skal ansvarlige for massakren i Butja og belejringen af Mariopol rammes, siger Ursula von der Leyen til EU-Parlamentet.

- Det sender en klar besked til Kremls gerningsmænd: Vi ved, hvem I er. Vi vil holde jer ansvarlige, siger von der Leyen.

Drabene på civile i Butja og den ødelæggende bombning af Mariupol har for alvor fået det internationale samfunds øjne op for brutaliteten i Ruslands krigsførelse og styrket ønsket om at retsforfølge de ansvarlige.

I udspillet til den sjette sanktionspakke foreslår EU-Kommissionen også at udelukke Sberbank fra det internationale betalingssystem Swift.

- Sberbank er den største russiske bank. Den udgør 37 procent af den russiske banksektor. Og vi vil også udelukke to andre store banker i Rusland fra Swift. Dermed rammer vi banker, der er afgørende for den russiske banksektor og for Putins evne til at føre krig, siger von der Leyen.

Som en ufrivillig understregning af EU's energiafhængighed nævner von der Leyen dog ikke Gazprombank.

Banken fungerer som betalingskontor for det russiske energiselskab Gazprom. Det er Gazprom, der leverer en stor del af den energi, som flere EU-landene trods krigen fortsat ønsker at kunne købe.

Gazprombank har været meget omtalt i de seneste uger, fordi Putin har krævet, at købere i EU skal oprette to konti i banken, så de reelt ender med at betaler for energien med russiske rubler. Det vil styrke den russiske valuta og ydmyge EU-landene, hvis det sker.

Ifølge EU-Kommissionen vil det være en overtrædelse af sanktionerne, hvis energiselskaber i EU betaler med rubler via Putins ordning i Gazprombank.

/ritzau/