Den frie bevægelighed i Schengen er under pres, siger hollandsk minister efter dansk og svensk kontrol.

København: Hvis ikke EU-landene deles om flygtningene og indfører et fælles grænsekorps, risikerer national grænsekontrol i Danmark, Sverige og andre lande at ødelægge Schengen.

Advarslen kommer fra EU's nye hollandske formandskab i Politiken, netop som Hollands regering torsdag mødes med EU-Kommissionen for blandt andet at diskutere flygtningekrisens trussel mod samarbejdet om åbne grænser internt i Europa.

- Hvis intet ændrer sig, er Schengen i reel fare. Det her er en situation, som intet medlemsland ønsker, siger Hollands migrationsminister, Klaas Dijkhoff, til Politiken som reaktion på de danske og svenske beslutninger om midlertidig grænsekontrol.

I alt seks lande i Schengen har i øjeblikket genindført grænsekontrol midlertidigt.

- Det er helt tydeligt, at den frie bevægelighed inden for Schengen-området er under meget stort pres, siger Klaas Dijkhoff til Politiken.

- Det, at nogle lande tager denne type skridt, viser endnu en gang behovet for et permanent system for omfordeling af flygtninge. Det viser også, at de ydre grænser skal bevogtes bedre, siger han videre.

Både kommissionen og det hollandske EU-formandskab er stærkt bekymrede over udviklingen i Norden. Men EU hverken kan eller vil i realiteten tvinge Danmark eller andre medlemslande til at fjerne kontrollen igen.

I stedet begynder kommissærerne og det hollandske EU-formandskab i dag et kapløb med tiden for at få vedtaget både et fælles europæisk grænsekorps og en permanent omfordeling af flygtninge.

/ritzau/