Danmark er for velhavende et land til at få rabat på bidraget til EUs økonomi, mener budgetkommisær Janusz Lewandowski.

EU: Helle Thorning-Schmidt (S) kan godt skyde en hvid pind efter rabat på det kommende EU-budget, hvis det står til EUs polske budgetkommissær Janusz Lewandowski, skriver Politiken.Danmark er nemlig alt for rigt et land, mener han to uger før det afgørende topmøde om budgettet for de næste syv år.

- I er det næstrigeste land i EU, og i mine beregninger er Danmark ikke kandidat til en rabat, siger han til avisen.

Den danske regering har ellers argumenteret for en rabat på en milliard kroner om året, fordi Danmark betaler mere til budgettet, end der kommer tilbage.

Ifølge Politiken viser tallene, at Danmarks bidrag ligger over andre lande, der allerede får rabat i forhold til bidragets størrelse per indbygger.

Den polske kommissær frygter, at en rabat til Danmark vil starte en lavine af krav om rabatter fra andre lande.

Helle Thorning-Schmidt har tidligere truet med, at Danmark ville nedlægge veto mod det nye budget, hvis vi ikke får rabat.

Janusz Lewandowski mener, at det danske krav adskiller sig fra den sædvanlig danske tilgang til EU og kalder det ultimative danske krav en »atombombe«.

Finansminister Bjarne Corydon (S) mener, at truslen om veto er i orden.

- Danmark har et meget velargumenteret krav, siger han til Politiken.

BNB