En etårig dreng af død af det, der sandsynligvis har været en overdosis, i en privat vuggestue i New York.
Siden har politiets undersøgelser afdækket de skræmmende forhold på stedet.
For børnepasningen var i virkeligheden et skalkeskjul for en narkobule, skriver New York Post.
Yderligere tre børn – to toårige drenge og en otte måneder gammel pige – blev ligeledes fundet livløse i lejligheden, da politi og ambulance nåede frem i fredags.
Det lykkedes dog at genoplive alle tre. En af drengene skulle stadig være i kritisk tilstand.
En 36-årige kvinde, der stod bag Divino Niño Daycare, er blevet arresteret. Det samme er et familiemedlem, der også befandt sig i lejligheden.
De er blevet sigtet for blandt andet mord, forsøg på manddrab og besiddelse af stoffer.
Kvindens ægtemand, der menes at være bagmanden for den lille narkoring, er stadig på flugt.
Overvågningsoptagelser viser, at han ankom til lejligheden med den private vuggestue umiddelbart inden politiet. Hurtigt forlod han igen stedet med en 'mistænkelig' stor pose.
Men ransagningen af lejligheden resulterede også i opsigtsvækkende opdagelser.
»Der blev fundet et kilo fentanyl i det område, hvor børnene sov til middag,« har politichefen Joe Kenny forklaret.
Desuden blev der også fundet redskaber brugt til pakning af narkotika.
En teori går på, at de fire børn sandsynligvis har inhaleret større doser af fentalyn, der er blevet spredt i rummet under arbejdet med stofferne.
Beboere i området siger, at der helt tydeligt var tale om et fupforetagende, hvor børnepasningen skulle skjule over omfattende narkohandel.
Angiveligt er der reelt set kun blevet passet børn på stedet i få måneder, selvom vuggestuen havde eksisteret i længere tid.
»Det var en vuggestue i år, uden at der var børn dér, men alligevel gik folk ind og ud hele tiden,« siger en nabo, der ønsker at være anonym:
»Vi vidste, at der skete noget skidt derinde.«
Og faktisk blev vuggestuen kun få dage inden den tragiske hændelse uanmeldt inspiceret af myndighederne. Og godkendt til videre brug.
New York-borgmester Eric Adams har forsvaret den beslutning.
»Alt så ud til at være normalt i forhold til vores retningslinjer, men en del af det her handler om tillid, og den brød de,« siger han.