De to nevøer til præsidentfruen til Venezuelas socialistiske præsident Nicolás Maduro har fået 18 års fængsel, fordi de ifølge en domstol i New York er del af en international narkomafia med tråde helt ind i regeringspaladset i Caracas. Fire vidner er myrdet som følge af anholdelsen af de to narkonevøer på Haiti i 2015.

Da det lille propelfly i november 2015 lettede fra den hermestisk lukkede Terminal 4, som er forbeholdt præsidenten i Caracas’ internationale lufthavn, skulle besætning og last få timer senere blive en gevaldig hovedpine for Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

Agenter fra USAs Drug Enforcement Agency (DEA) stod klar i Haiti, hvor propelflyet mellemlandede på vej mod USA. Om bord var 800 kilo kokain på vej fra den colombianske guerillabevægelse FARC via Venezuela over Caribien og med endestation i enten USA eller Europa. Den rute er ifølge DEA blevet kokainsmuglernes foretrukne gennem de seneste par år, fordi Venezuelas socialistiske regering har indledt et storstilet samarbejde med både narkokarteller og guerillagrupper i Colombia, Mexico og Honduras.

DEA-agenterne slog til, da flyet var landet. Om bord var Efraín og Francisco Flores, henholdsvis 31 og 32 år. De er den venezuelanske præsidentfrues nevøer og dermed er sagen yderst pinlig for hendes mand, den socialistiske præsident, Nicolás Maduro. Foruden de to og piloten, der også er idømt fængselsstraf, var to højtstående militærpersoner og to livvagter fra præsidentens inderkreds med om bord.

USA havde længere tid aflyttet de to Flores-brødre, og den perfekt organiserede DEA-operation på Haiti i november 2015 forløb som planlagt.

Men sagen skabte straks en international diplomatisk krise mellem Venezuela og USA,.

DEA fløj fluks efter anholdelsen præsidentfruens nevøer – der i både syd- og nordamerikansk presse fik tilnavnet narko-nevøerne – til New York, hvor de torsdag blev idømt 18 års fængsel for være del af en international narkomafia, der med den venezuelanske regerings velsignelse og hjælp har fløjet hundredevis af små propelfly med kokain fra Venezuela via Caribien til USA.

Statsstyret narkokartel

Under retssagen er det blevet godtgjort, at Venezuela under landets socialistiske regering er blevet helt central i transporten af colombiansk kokain til USA og Europa, og DEA har sat alle kræfter ind på at optrevle kokainruten, der ifølge narko-nevøernes egne udsagn finansierer den socialistiske revolution i deres hjemland.

At sagen omhandler hårdkogte kriminelle organisationer som de brutale mexicanske narkokarteller, understreges af at fire vidner og meddelere er blevet dræbt efter anholdelsen af narko-nevøerne i 2015.

Washington Posts redaktør, Jackson Diehl, kalder Venezuelas regering »et af verdens største narkokarteller« på baggrund af utallige mistanker og indicier, der peger på præsident Nicolás Maduros direkte involvering i, at Venezuela er blevet et sydamerikansk centrum for kokainsmugling.

DEA har i længere tid skygget den venezuelanske præsidentfrues søn, Walter Gavidia, der er dommer i hovedstaden Caracas, men også den tidligere præsident for Venezuelas forfatningsråd, Diosdado Cabello, samt vicepræsident Tareck El Aissami, og torsdagens domme åbner for yderligere mistanker mod præsidentpaladset i Caracas og Maduro-regeringen, hvis topfolk tæller flere militærfolk, der bestrider politiske poster. Der er udstedt internationale arrestordrer mod flere for deres formodede medvirken i den organiserede narkohandel fra Venezuela.

Præsidentfruens to nevøer fortalte efter deres anholdelse, at små propelfly lastede med kokain gennem længere tid er lettet fra den berygtede terminal 4 i Caracas’ internationale lufthavn for at aflevere tonsvis af narko i Caribien og Mellemamerika og vende hjem med millioner af dollar til at finansiere Venezuelas skrantende økonomi – og dermed den socialistiske model. DEA har i forbindelse med sagen udtalt, at denne trafik er foregået upåagtet i et uvist antal år, men agenturet har siden trukket udtalelsen tilbage, da narko-nevøerne ifølge deres advokater blev tvunget til udtalelserne under de indledende DEA-forhør på Haiti.

Men dokumenter fra DEA peger dog på, at der er afgået hundredvis af propelfly med kokain fra Terminal 4. Fra samme terminal rejser præsident Maduro ud i verden – blandt andet var han i oktober i Moskva, hvor han bad den russiske præsident, Vladimir Putin, om et milliardlån.

Økonomisk krig

Narko-nevøernes faste rute fra Terminal 4 via Caribien til USA har ifølge syd- og nordmerikanske medier bidraget til en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til det økonomisk nødlidende Venezuela. Selv har Nicolás Maduro og hans hustru beskyldt USA for at have lagt en fælde for nevøerne, der i længere tid havde holdt hemmelige møder med mellemmænd i Honduras og Haiti. Præsident Maduro beskylder samtidig USA for at føre økonomisk krig mod Venezuela i et forsøg på at kvæle den socialistiske revolution.

Landets største oppositionsavis, El Nacional, skriver, at dommen i New York sender Venezuela tættere på at være en statsstyret kriminel narkoorganisation.