Den 10. september 2010 eksploderede en bombe på et badeværelse på Hotel Jørgensen i København.

Amatørterroristen Lors Doukaiev blev senere idømt 12 års fængsel for bomben, som angiveligt skulle have været sendt til Jyllands-Posten i Viby.

Bomben bestod af sprængstoffet TATP, som går under tilnavnet »Satans mor«, fordi det både er ustabilt og enormt utilregneligt.

I mange år har »Satans mor« været en signaturbombe for terrororganisationer, og Islamisk Stat er ingen undtagelse.

Alle otte terrorister fra Paris-angrebene i november brugte sprængstoffet, og det samme gjorde sig gældende ved bombeangrebene i Bruxelles tirsdag.

»Satans mor« fremstilles af blandt andet almindelige husholdningsmidler som acetone, brintoverilte og syre, og blot et enkelt gram af stoffet er nok til at sprænge en hånd af.

Sprængstoffet er populært blandt terrorister, fordi det er nemt at fremstille. Herudover er stoffet i sin færdige form næsten umuligt at spore for bombehunde eller bombedetektorer, ligesom ingredienserne kan købes problemfrit og ofte uden at tiltrække unødig opmærksomhed.

Til gengæld er »Satans mor« ifølge Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab så ustabilt, at det er ulovligt at bruge både militært og civilt.

Sprængstoffet kan ikke håndteres på sikker vis, fordi det kan eksplodere ved at komme i kontakt med blot små stød, varme eller en gnist.

Så selv om stoffet er relativt nemt at fremstille, kræver det træning at lave det i store mængder, uden det sprænger i luften.

Det er ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp et vidnesbyrd om, at tirsdagens terrorangreb i Bruxelles har været velkoordinerede og nøje planlagt.

»Det er ikke helt nemt at fremstille så kraftige bomber. Man skal planlægge, hvilket sprængstof der skal bruges, og man skal have kendskab til, hvordan bomberne skal fremstilles,« siger han.

Nogenlunde samme melding kom i november fra Peter Bergen, direktør ved New America Foundation, som i forbindelse med terrorangrebene i Paris udtalte til New York Times, at:

»Det kræver træning at lave en effektiv TATP-bombe, og det indikerer, at en ret dygtig bombeproducent var involveret i Paris-angrebene, idet terroristerne detonerede adskillige bomber. Det indikerer også, at der har været en form for bombefabrik, som vi endnu ikke kender noget til.«

De professionelt fremstillede bomber fra angrebene i både Paris og Bruxelles vidner således om, at der er tale om velkoordinerede og professionelle aktioner. Og at bomberne ikke er fremstillet af amatører, som sprænger københavnske hotelbadeværelser i luften.

»Mit råd er at stoppe med at se efter specifikke mål og i stedet at ramme alt og alle,« som Boubaker al-Hakim, der er blevet beskrevet som »de franske jihadisters gudfar«, tidligere har udtrykt det i onlinemagasinet Dar al Islam.