Esport-spilleren Chung ’Blitzchung’ Ng Wai havde netop vundet en kamp ved et stort, asiatisk stævne. Men det efterfølgende sejrinterview fik afgørende konsekvenser.

Chung ’Blitzchung’ Ng Wai deltog i weekenden ved et Esport-stævne, hvor spillerne dystede i spillet 'Hearthstone'.

Et stævne, der hvert år arrangeres af videoselskabet Activision Blizzard.

Chung Ng Wai vandt en kamp og stillede efterfølgende op til et sejrsinterview. Og her udtrykte den 21-årige gamer, iført gasmaske og beskyttelsesbriller, sin støtte til de Hongkong-demonstranter, som siden juni har demonstreret på grund Kinas indblanding i Hongkongs selvstændighed.

'Befri Hongkong, vores tids revolution', udtalte Chung Ng Wai, som selv er fra Hong Kong, hvilket også er en sætning, som flere af demonstranterne har råbt under demonstrationerne.

Interviewet blev kort efter utilgængeligt for seere og er siden også blevet helt fjernet fra Blizzards officielle side.

Den officielle støtte til Hong Kong koster nu Chung Ng Wais deltagelse i selvsamme turnering et år frem. Samtidig mister han også den præmiepulje på 10.000 dollars, som han ellers havde vundet. Det skriver flere medier, herunder VICE og The Guardian.

Hovedpersonen selv virker dog ikke til at være påvirket af situationen.

Verdens bedste spillere af spillet 'Hearthstone' dyster hvert år i en turnering arrangeret af Activision Blizzard.
Verdens bedste spillere af spillet 'Hearthstone' dyster hvert år i en turnering arrangeret af Activision Blizzard. Foto: MICHAEL NELSON
Vis mere

»Jeg fortryder ikke, at jeg sagde det. Og selv nu fortryder jeg det overhovedet ikke,« har Chung Ng Wai udtalt til nyhedsbureauet AFP, skriver The Guardian.

Ifølge Bloomberg ejes Activision Blizzard af det kinesiske firma Tencent, som nu modtager enorm kritik. Senator i Oregon, Florida, USA, Ron Wyden har blandt andet tweetet følgende:

'Blizzard viser, at de er villige til at ydmyge sig selv for at behage det kinesiske kommunistparti'.

Blizzard understreger i en udtalelse, at man har ret til at udtrykke egne meninger og holdninger. Men Blizzard påpeger videre, at Chung Ng Wai brød reglerne, hvilket man gør, hvis man bringer én selv i miskredit, skader en gruppe eller ødelægger Blizzards omdømme.