Den firestjernede general David Petraeus, der blev CIAs chef i 2011, trak selv stikket til efterretningstjenesten, da FBI kom på sporet af hans ægteskabelige sidespring

USA: I spionagens verden er det ren børnelærdom: Når man skal have en person til at makke ret, så gælder det om at finde vedkommendes svage punkt og udnytte det.

Det vidste ingen bedre end David Petraeus som chef for CIA, og derfor chokerede han fredag USAs politiske og militære system ved helt uventet at meddele sin øjeblikkelige afgang.

Årsagen? Forbundspolitiet FBI var kommet i besiddelse af beviser på, at den 60-årige David Patraeus havde en erotisk affære uden for sit 37 år lange ægteskab med hustruen Holly. Som en tidligere højtstående medarbejder i CIA, Richard Haver siger til CNN:

- Petraeus ville selv have været nødt til at afskedige enhver anden i CIAs tjeneste, der udviste samme opførsel.

I FBI siger en kilde til CNN, at Petraeus risikerede at blive et potentielt offer for afpresning.

Som firestjernet general, tidligere øverstbefalende for de amerikanske styrker i Afghanistan, med et pletfrit renomé og et grundlæggende ønske om at have fuld kontrol over de omgivende begivenheder, var det ifølge CNN nærmest logisk, at Petraeus selv med oprejst pande annoncerede sit exit.

- På den måde kunne han begrænse skaderne, undgå at historien drypvis var kommet frem, og undgå af hans hustru blev yderligere ydmyget. Det er en klassisk Petraeus-reaktion. siger korrespondenten Barbara Starr.

Kvinden, der fik den retlinede David Patraeus til at søge uden for ægteskabet, er ifølge New York Times den 40-årige Paula Broadwell. Hun er forfatter til en biografi om Petraeus, og var som specielt embedded person tæt på ham gennem et år under hans tjenesteperiode i Afghanistan. Her interviewede hun ham utallige gange til bogen 'In all: The Education of General David Petraeus'.

Nogle af interviewene blev udført under fælles kondiløb i bjergene rundt om Kabul. Paula Broadwell dyrker selv triatlon, er i besiddelse af en Ironman og optrådte i januar i Jon Stewarts 'The Daily Show', hvor hun udkonkurrerede ham i armbøjninger.

Petraeus og Paula Broadwell er begge uddannet på militærakademiet West Point, og Paula Broadwell har desuden gået på Havard University og har en ph.d. i offentlig ledelse.

I en helt anden boldgade har den kønne 40-årige mørkhårede forfatter ifølge New York Times også optrådt som model for en maskingevær-fabrikant. Hun er ifølge flere amerikanske medier gift med radiologen Scott Broadwell, som hun har to sønner med.

Torsdag opsøgte David Petraeus den nyvalgte præsident Obama og forelagde ham sin beslutning. Fredag accepterede præsidenten telefonisk hans tilbagetræden, hvorefter Petraeus sendte en meddelelse ud til sine medarbejdere:

- Efter at været gift i 37 har jeg udvist utrolig dårlig dømmekraft, lød det.

Men at dømme efter reaktionerne på alle niveauer, er der ikke en mand i vanære, der trækker sig.

Præsident Obama kalder ham en af sin generations bedste generaler og for CIA en dedikeret og patriotisk leder, og fra begge sider roser politikere David Petraeus for hans indsats for Amerika.