Den 20-årige Jaswant Singh Chail dukkede juledag sidste år op på Windsor med en armbrøst.

En mand, som juledag sidste år blev anholdt med en armbrøst ved dronning Elizabeths hjem på Windsor, siger ved et retsmøde onsdag, at han var der »for at dræbe dronningen«.

Den 20-årige Jaswant Singh Chail, som er anklaget for landsforræderi, dukkede op på slottet med en maske for ansigtet og en hætte over hovedet. Ifølge en politimand lignede han en et medlem af »en selvtægtsgruppe«.

Den britiske monark var på slottet sammen med prins Charles og hans hustru Camilla samt andre familiemedlemmer, da manden dukkede op ved slottet.

Efter en efterforskning udført af antiterrorpoliti er han blandt andet anklaget for dødstrusler og for at være i besiddelse af et farligt våben. Han er sigtet i henhold til paragraffer om landsforræderi i en lov fra 1842.

Manden blev mentalundersøgt efter anholdelsen, som skete, da han skulle til at snige sig ind på slotsområdet. Han nåede ikke at trænge ind i nogen bygning

Hændelsen skete juledag omkring klokken 8.30.

»Sikkerhedspersonalet blev alarmeret få sekunder efter, at manden trængte ind på området,« hedder det i en erklæring fra Londons politi.

Manden blev set af sikkerhedsfolk på overvågningsskærme, da han ved hjælp af en rebstige forcerede et hegn.

Hændelsen har vakt mindelser om et mere alvorligt forløb i 1982, hvor en mand i 30erne trængte ind i dronning Elizabeths private gemakker på Buckingham Palace, hvor politiet arresterede ham.

I juli blev en mand anholdt, efter at han var kravlet op på porten til slottet.

I 2020 kravlede en hjemløs mand over murene til slottet og overnattede på området, inden han blev pågrebet.

Dronningen holder normalt jul på Sandringham Gods i det østlige England, men dette blev aflyst sidste år på grund af covid-19 i kongefamilien.

/ritzau/Reuters