Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har talt med store bogstaver over for Grækenland.

Han anklager Grækenland for at krænke det tyrkiske luftrum og truer med at skride til handling mod landet.

Det skriver Dagbladet. Erdogan kom med udtalelsen, da han tirsdag besøgte Sarajevo, det første stop på hans tre dage lange rundrejse på Balkan.

»Vores tålmodighed har en grænse, hvis de fortsætter med sådanne ulovlige trusler mod os, hvor de militariserer flere områder og låser sigtekornet på os,« sagde Erdogan, inden han tilføjede, at Tyrkiet vil gøre »hvad der end er nødvendigt«, når tålmodigheden slipper op.

Tyrkiet hævder, at Grækenland overtræder internationale aftaler ved at militarisere øer i Det Ægæiske Hav. Erdogan henviser til, at det græske S-300 luftforsvarssystem angiveligt skulle have låst sig fast på tyrkiske jagerfly over Det Ægæiske Hav. Grækenland afviser anklagerne.

Tyrkiet anklager Grækenland for at bryde aftaler fra 1923 og 1947 ved at indsætte våben og andet militært udstyr på øerne. Grækenland har reageret ved at sige, at soldaterne er indsat for at jage tyrkiske fartøjer væk, der nærmer sig øerne.

»Det er uacceptabelt, at Grækenland modtager trusler fra et land, der er NATO-allieret, trusler, der går så langt som at sætte spørgsmålstegn ved den græske suverænitet,« sagde den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis til græsk tv tidligere tirsdag.