Lyt til artiklen

Hun er tidligere vurderet til at have været Afrikas rigeste kvinde.

Nu er hun eftersøgt over hele verden, efter det internationale politisamarbejde Interpol har udsendt en såkaldt 'red notice' på hende.

En 'red notice' er en anmodning til politimyndigheder i hele verden om 'at lokalisere og midlertidigt anholde en person, der står over for udlevering, overgivelse eller lignende juridiske handlinger'.

Dermed står det klart, at den angolanske milliardær Isabel dos Santos – der er datter af landets tidligere præsident – i den grad er i politiets søgelys.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hun har gentagne gange været anklaget for bedrageri og korruption – og hun kom især i søgelyset, efter et stort netværk af undersøgende journalister for nogle år siden løftede sløret for, at hun angivelig opbyggede en milliardformue gennem lyssky aftaler.

Hendes far, José Eduardo dos Santos, var tidligere præsident i det sydafrikanske olierige land – og angivelig skulle Isabel dos Santos gennem sin status som præsidentdatter have sikret sig favorable aftaler hos statslige selskaber i Angola.

Blandt andet har Angolas myndigheder ifølge Ritzau tidligere anklaget hende for at have styret betalinger til en værdi på op mod en milliard dollar – over 7,1 milliard kroner – fra de statslige olieselskaber Sonangol og Sodiam til sig selv og sin mand, Sindika Dokolo.

Selv afviser hun, at hun har gjort noget galt.

I et nyligt interview hævder hun ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun er et offer for en 'politisk forfølgelse', som landets nuværende præsident, Joao Lourenco – der efterfulgte hendes far på posten – skulle have orkestreret.

»Der er ingen tvivl om, at vi er i en kontekst af politisk forfølgelse. Anklageren får sine ordrer direkte fra præsidenten,« fortalte hun tirsdag i et interview med TVI/CNN Portugal.

Den 18. november kunne det portugisiske nyhedsbureauet Lusa som det første rapportere, at Interpol havde udstedt en international arrestordre på hende.

Efterfølgende har Interpol dog over for Reuters korrigeret det til, at der er udstedt en 'red notice', som ikke er det samme som en international arrestordre.