Allerede i starten af den russiske invasion begyndte de overraskende billeder at florere.

Siden er der kommet flere og flere til.

Billederne af ødelagte russiske kampvogne rundt om i Ukraine.

Storbritanniens forsvarsminister,  Ben Wallace, anslog mandag, at Rusland har mistet hele 580 kampvogne siden krigens start. Står oplysningerne til troende, svarer det til, at russerne har mistet næsten ti kampvogne dagligt.

Men hvordan kan det være, at russerne har mistet så mange kampvogne under en invasion, som mange – også vestlige – iagttagere indledningsvis troede, ville være overstået på ganske få dage?

Det har en militærekspert et muligt svar på.

En af forklaringerne kan nemlig være, at de russiske kampvogne tilsyneladende stadig lider af en gammel børnesygdom, som har været kendt i årtier og i vestlige militærkredse går under betegnelsen 'katten i sækken'. Det skriver CNN.

Billeder af ødelagte russiske kampvogne viser ifølge den amerikanske militærekspert Sam Bendett, at russernes kampvogne – i modsætning til moderne vestlige tanks – opbevarer granater i kampvognens tårn.

En ødelagt russisk kampvogn i landsbyen Rusaniv, som ligger i Kyiv-regionen.
En ødelagt russisk kampvogn i landsbyen Rusaniv, som ligger i Kyiv-regionen. Foto: Genya Savilov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det skulle gøre dem sårbare.

Meget sårbare.

»Enhver vellykket træffer… antænder hurtigt ammunitionen og forårsager en massiv eksplosion, så tårnet bogstaveligt talt bliver blæst af,« siger Sam Bendett, som er rådgiver ved Center for a New American Security's program for russiske studier, til CNN.

Ifølge Ukraines hær har russerne mistet hele 939 kampvogne, men oplysningen er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Fra russisk side har man ikke oplyst, hvor mange kampvogne der er gået tabt under 'den særlige militæraktion' i Ukraine, som invasionen kaldes i Rusland

Du kan følge den seneste udvikling i krigen – og hvordan den påvirker resten af verden, herunder Danmark – i vores live-blog, som du finder lige HER.