Panama er nok på vors breddegrader bedst kendt for kanalen, der forbinder Stillehavet med Atlanterhavet.

Men det lille latinamerikanske land kan ny også bryste sig af meget andet. En stor Gallup-undersøgelse konkluderer, at panamanerne er det lykkeligste folk i verden. Det skriver The Independent.

Undersøgelsen er fra 2014 og er baseret på 146.000 telefoninterviews i 145 forskellige lande. Og den gængse tanke om at velstand skaber lykke bliver skudt noget ned af Gallup-tallene.

Panamas naboland Costa Rica og Puerto Rico tager de to følgende pladser på listen, mens vi danskere må se os henvist til en syvendeplads, selvom vores BNP er langt højere end de tre mellemamerikanske staters.

Læs også:

Men hvad er det så, der gør et folk lykkeligt? Tja, måske er det indtaget af kolde pilsnere. Panama er i hvert fald også det land i verden, hvor der indtages flest øl per indbygger.

»Vi antager, at der er en sammenhæng der,« som de skriver i The Independent.

Der må næsten være noget om det. For vores nabolande Norge og Sverige - hvor øl jo som bekendt enten koster det hvide ud af øjnene eller kræver en tur i Spritbolaget, med alt hvad dertil hører af dokumentation - er nede på henholdsvis 16. og 26. pladsen på listen.

Også sidste år toppede Panama foran Costa Rica. Danmark er derimod røget fra tredje- til syvendepladsen.

Læs også:

Verdens 10 lykkeligste lande ifølge Gallups undersøgelse:

  • 1. Panama
  • 2. Costa Rica
  • 3. Puerto Rico
  • 4. Schweiz
  • 5. Belize
  • 6. Chile
  • 7. Danmark
  • 8. Guatemala
  • 9. Østrig
  • 10. Mexico

Det borgerkrigshærgede Afghanistan ligger sidst på listen med en 145. plads.