Badende og vandsportsdyrkere fik ikke bare travlt men MEGET travlt med at komme op af vandet, da de tidligere søndag blev overrasket af en skypumpe af ekstrem størrelse ved Batemans Bay 225 kilometer syd for Sydney i Australien.

27-årige Erin Townsend var sammen med vennen Michael Syne blandt dem, der i løbet af et øjeblik måtte tage svømmefødderne på nakken og søge i sikkerhed.

- Vi svømmede derude, da vandet pludselig blev meget koldt, og det begyndte at blæse op. Vi har aldrig set noget lignende, siger Erin Townsend til avisen Herald Suns website.

Og det var der heller ikke mange andre, der havde i området. Så på trods af risikoen for selv at blive mål for den enorme skypumpe, stoppede forbipasserende op og stod måbende og kiggede på det fascinerende naturfænomen, mens de tog billeder på livet løs.

Der er ikke meldt om tilskadekommende i forbindelse med skypumpen. Det kunne der dog sagtens have været, hvis den havde taget retning mod land. Hvilket den ikke gjorde.

Det smukke skue varede omkring et kvarter, hvorefter badegæster og vandsportsdyrkere så småt begyndte at bevæge sig ud i vandet igen.

Skypumper er et forholdsvis sjældent syn i Australien.