En kvart israelsk shekel svarer til 0,54 danske øre.

Men for en ganske særlig, israelsk kvart shekel er prisen en helt anden – nemlig 7,5 millioner kroner.

Det er den vurderede pris for den næsten 2.000 år gamle mønt, som menes at kunne dateres tilbage til et jødisk oprør mod romerne.

Det skriver CNN.

Mønten, som er støbt i år 62 efter Kristus, bliver nu returneret fra USA til Israel. Det sker 20 år efter, at de israelske myndigheder blev klar over, at antikvitetesjægere havde fundet sølvmønten i Ella-dalen syd for Jerusalem.

Myndighederne nåede dog ikke at få fat på mønten, før den kom på det sorte marked. Herfra blev den via Jordan smuglet til USA. Først i 2017 kunne Homeland Security konfiskere mønten i Denver.

Her var planen i første omgang, at den ekstremt sjældne mønt skulle sælges på auktion, men det bliver der altså ikke noget af.

I stedet vender den nu 'hjem' til, hvor den oprindeligt kommer fra.

»På trods af kompleksiteten i efterforskningen var vores team af anklagere, analytikere og agenter, der arbejder med israelske myndigheder, i stand til at opspore denne antikvitet på få måneder,« siger Manhattans distriktsadvokat, Alvin L. Bragg, Jr., i en erklæring.

Der kendes kun til én lignende mønt, som British Museum erhvervede sig i 1930. Det menes dog også, at der kan være tre lignende mønter på det sorte marked.