En britisk mor advarer imod ny trend, der florerer blandt unge mennesker.

Rebekha D'Stephano fra Prestwich tæt på Manchester har på sin Facebook-profil fortalt om den rædsel, hendes datter DeeJay er gået igennem.

Det skriver Manchester Evening News.

Det handler om en ny form for modellervoks-lignende genstand, som man kan lave derhjemme. Voksen går blandt andet under navnet 'enhjørninge-slim' og kan laves i alverdens farver med glimmer og andre dekorative ting.

DeeJay havde set en instruktionsvideo på Youtube, hvor opskriften sagde, at der skulle en form for vaskepulver i. Her valgte de i stedet at bruge et flydende vaskemiddel i stedet for, som også anbefales i andre opskrifter.

DeeJays hænder har dog fået nogle alvorlige brandsår efter at have æltet rundt med massen. Så slemme, at hun er blevet henvist til en plastikkirurg, skriver moderen i et Facebook-opslag, hvor hun advarer andre mod 'enhjørninge-slim'.

'Hun startede med at få blister, så skrællede huden af hænderne på hende, og nu har hun fået kemiske brandsår. LAD DEM IKKE LEGE MED DET HER! Der er ikke nogle advarsler på disse Youtube-kanaler,' skriver Rebekha D'Stephano.

Til Manchester Evening News fortæller Rebekha D'Stephano, at datteren er i smerter og er udfordret med selv små, simple ting i hverdagen.

»Det er ufatteligt. Hun kæmper med at skrive og med at holde en kniv og gaffel. Hun har ondt, og det klør meget,« siger hun til det britiske medie.

I andre opskrifter bliver der, ifølge Manchester Evening News, opfordret til at bruge trælim, opvaskemiddel, kontaktlinsevæske og barberskum.