I USA var han tidens største football-stjerne, lige indtil han pludselig var det berygtede midtpunkt i verdens største, TV-transmitterede mordsag. Han blev først frikendt, men siden har hans nedtur været uden ende.

O og J står for fornavnene Orenthal og James.

O.J. Simpson var stor i USA, da han var professionel sportsstjerne. En af de allerstørste.

Han kastede glans over filmproduktioner med sin amatøroptræden og kommenterede sportsbegivenheder i radioen. Og så ramlede det hele, og pludselig var han i direkte TV på vild flugt fra politiet i sin hvide Ford Bronco i kølvandet på det brutale dobbeltmord på eks-konen Nicole Brown Simpson og hendes ven, Ron Goldman. De var begge fundet knivdræbt 12. juni 1994.

O.J. Simpson var kun 19 år, da han blev gift med Marguerite L. Whitley. Sammen fik de tre børn, og de var stadig gift, da han mødte Nicole Brown i 1977, og de begyndte at ses.

I marts 1979 blev han skilt fra sin kone, men først i 1985 blev han og Nicole Brown gift. De fik to børn. Allerede tidligt i forholdet optrådte O.J. Simpson voldeligt. Under retsagen kom det tilmed frem, at han i kraft af sin stjernestatus formåede at holde politiet stangen, når hun forsøgte at få hjælp.

I 1992 lykkedes det kun Nicole Simpson at slippe ud af forholdet ved at angive »uoprettelige uoverensstemmelser« – ikke vold – som årsag til skilsmissen, men volden indhentede hende selv uden for ægteskabet.

En overeksponeret retsag transmitteret live for summende TV-kameraer fulgte, og juridisk akrobatik førte til en sensationel frifindelse i oktober 1995. Anslået 100 millioner seere fulgte domsafsigelsen.

Dømt i civil retssag

Men frifindelsen var kun begyndelsen til den uafvendelige nedtur. For straks efter anlagde Ron Goldmans familie en civil erstatningssag mod O.J. Simpson. Belært af den første retssag begyndte dommeren med at smide TV, radio, fotografer og tegnere ud af retslokalet. Ikke noget teater her. I en civil erstatningssag er bevisbyrden en anden end i en mordsag, og denne gang blev O.J. Simpson dømt ansvarlig for eks-hustruen og Ron Goldmans utidige død, og han blev dømt til at betale en erstatning på 33,5 millioner dollars.

I 2000 flyttede O.J. Simpson fra Californien til Florida for at undslippe sine kreditorer. Bl.a. Goldman-familien skyldte han millioner, og staten Californien havde halvanden million dollars i restskat til gode. Hans hus blev tvangssolgt, og den nye ejer rev det ned og opført et nyt hus, som tilmed fik et andet husnummer. I Florida er man ved lov beskyttet mod at skulle sælge sin bolig, når man skylder penge, og derefter tjente han penge på at skrive autografer, på TV-rettigheder og på at skrive en bog.

Bogen hed: »Hvis det var mig, der gjorde det«. »Hvis« stod med ganske små bogstaver på omslaget.

I 2007 blev O.J. Simpson arresteret i Las Vegas og i 2008 idømt 33 års fængsel for en række ulovligheder, af hvilke de tungest vejende var væbnet røveri på et hotelværelse og kidnapning, med mulighed for at søge prøveløsladelse efter ni år. Netop senere her i juli har han denne mulighed.

Det er det, han nu venter på i sin celle i fængslet Lovelock Correctional Center i Nevada som fange nummer 1027820.