'Uanstændig, uforskammet, ækel og kunstig.'
Det er bare fire af de udtryk, den amerikanske præsident, Donald Trump, har brugt til at beskrive Joe Bidens kvindelige, sorte vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.
Og ifølge flere amerikanske iagttagere kan Trumps tirade kun fortolkes i én retning.
»Donald Trump er hundeangst for Kamala Harris.«
Sådan siger tv-værtinden Nicolle Wallace i sit MSNBC-program onsdag. Og hun fortsætter:
»Ud af de 11 kvindelige kandidater til vicepræsidentposten er Kamala Harris den, der skræmmer ham mest. Som tidligere anklager og statsadvokat i Californien er Kamala Harris nærmest frygtløs, når det drejer sig om magtfulde mænd. Hun er som en vagthund.«
Og Barack Obamas tidligere stabsrådgiver David Axelrod er enig:
»Jeg er sikker på, at vicepræsident Mike Pence ryster i bukserne. Vi ved desuden alle, hvordan præsidenten selv har det i selskab med magtfulde kvinder. Og Kamala Harris er ikke blot en magtfuld kvinde. Hun er en sort, magtfuld kvinde,« siger Axelrod i et interview med radiostationen NPR.
Først ved en pressekonference, siden i et interview og endelig i en stribe tweets på Twitter forsikrer Donald Trump selv, at valget af Kamala Harris passer ham fint. Efter eget udsagn er præsidenten ligefrem overrasket over, hvor let det nu vil blive at slå Biden og således blive genvalgt som USA's præsident.
Men ifølge Nicolle Wallace er Trumps reaktion let at gennemskue.
»Hvis Trump ikke var nervøs, ville han ikke snakke så meget om Kamala Harris, og han ville ikke kalde hende alle de forfærdelige ting,« siger tv-værtinden, der har fulgt Trumps kampagne siden 2015.
Men uanset hvordan Donald Trump i virkeligheden har det med Kamala Harris, så hører det med til historien, at præsidenten og USA's potentielt første kvindelige vicepræsident engang var venner – eller i det mindste politisk allierede.
I 2011 gav den daværende realitystjerne Donald Trump således det, der svarer til 50.000 kroner, til Kamala Harris kampagne, da hun stillede op til genvalg som Californiens statsadvokat.
To år senere fik Kamala Harris' kampagne det, der svarer til 20.000 kroner fra Donald Trumps ældste datter, Ivanka Trump.
Og forklaringen er ifølge den amerikanske avis Washington Post ganske enkel.
»Dengang var Donald Trump demokrat. Han støttede også Bill og Hillary Clinton, både socialt og finansielt,« skriver avisen.
Det store sporskifte fandt sted i 2015, da Donald Trump startede sin såkaldte 'birther'-kampagne, hvori han med held spredte rygtet, at den dengang siddende præsident, Barack Obama, slet ikke var født i USA og derfor burde afsættes fra posten i Det Hvide Hus.
Siden dengang har Donald Trumps loyalitet ligget ene og alene hos Det Republikanske Parti.
Og i en helt ny mail, der netop er tikket ind hos millioner af potentielle Trump-vælgere, står der blandt andet.:
»Det er vores pligt som patrioter at stoppe Joe Bidens farlige, socialistiske fremmarch. Med Kamala Harris har han valgt en ekstremist, der vil ødelægge vores land og give magten til Kina.«
Linjerne er således trukket hårdt op.