Den lave, sandfarvede bygning med de to sorte jernporte syner egentlig ikke af meget.
Men Rafah-grænseovergangen repræsenterer en helt kolossal betydning for den civile befolkning i Gaza.
Liggende på toppen af Sinai-halvøen betragtes adgangen til Egypten sædvanligvis som eneste livline til omverdenen – for det er den eneste vej ud, der ikke går gennem Israel.
Men der er lukket.
Ingen fra Gaza får lov at komme ud – lige med undtagelse af cirka 80 hårdt sårede og nogle hundrede udenlandske statsborgere, der i sidste uge har fået lov at passere igennem den sandfarvede grænseovergang.
Egypten har holdt portene lukket siden Hamas' terrorangreb i Israel 7. oktober, så ingen civile palæstinensere har mulighed for at komme væk fra de massive israelske bombninger og fremrykninger, der nærmer sig en kulmination efter omringningen af selve Gaza By.
Som Egyptens præsident Abdel Fattah el-Sisi for nylig har sagt om de arabiske fæller på den anden side af grænsen:
»Selvfølgelig har vi sympati. Men forstå os ret: Mens vi sympatiserer, skal vi bruge vores hjerner til at opnå fred og sikkerhed på en måde, der ikke koster os meget,« har det lydt.
Hvorefter præsidenten mindede om, at der allerede befinder sig ni millioner migranter i Egypten.
Sagt med andre ord:
Det egyptiske styre vil på ingen måde risikere, at palæstinensere på flugt myldrer uhindret ind på Sinaihalvøen. Og bliver der.
Den norske mellemøstekspert Kjersti G. Berg har penslet det ud til VG.
»Egypten ønsker helt klart ikke at tage mod hundredtusindvis af palæstinensiske flygtninge. Det er en politik, som Egypten fører af egen interesse,« siger hun og opridser yderligere et dilemma:
»Men de vil heller ikke ses som nogen, der hjælper Israel med at fordrive palæstinensere. Der er jo en lang historie med fordrivelse, som ikke begynder den 7. oktober.«
Hun refererer til blandt andet den israelske stats dannelse i 1948 og seksdagskrigen mellem Israel og Egypten i 1967, hvor israelsk militær viste overlegen styrke og fordrev:
- … Egypten fra Sinaihalvøen og Gaza,
- … Jordan fra Vestbredden,
- … Syrien fra Golanhøjderne.
Med mange, mange palæstinensiske flygtninge som resultat.
Og så tilbage til den hermetisk lukkede Rafah-grænseovergang, der er eneste lille åbning i muren langs den 12,8 kilometer lange grænse mellem Gaza og Egypten.
Den blev etableret i 1982 af Israel, efter at der var indgået en fredsaftale med Egypten, der dermed fik Sinaihalvøen tilbage.
Siden 2007 har egypterne dog haft kontrollen med Rafah, efter at først Israel trak sig ud af Gaza, og Hamas siden tog kontrollen over den palæstinensiske enklave.
Og også over grænseovergangen til Egypten fra Gaza-siden.
Israel har dog stadig indflydelse på importen af varer, ligesom Egypten oftest følger trop, hvis israelerne lukker de kun to øvrige grænser ind og ud af Gaza:
- Erez/Beit Hanoun mod nord.
- Karem Shalom i syd (kun til varer).
De to grænser blev øjeblikkeligt lukket efter Hamas-angrebet 7. oktober.
Og så fulgte Egypten trop ved Rafah.
»I 16 år har det partnerskab mellem Egypten og Israel eksisteret,« siger norske Kjersti G. Berg til VG om det nu fredeligere forhold mellem to tidligere fjender, der også skal tages hensyn til.
Imens har Egypten-præsident Abdel Fattah el-Sisi også advaret mod det religiøse aspekt i at åbne for den forjættede grænseovergang, hvor eksempelvis 19.608 personer i august fik lov at rejse ud fra Gaza, hvilket faktisk var det højeste antal på en måned i lige over 11 år.
»Der er en fare så stor, fordi det kan betyde enden på den palæstinensiske sag. Det er vigtigt, at folket i Gaza bliver stående på deres land,« har Sisi sagt.
Og hos de arabiske naboer i Jordan har Kong Abdullah ligeledes slået det helt og aldeles fast.
»Ingen flygtninge i Jordan, ingen flygtninge i Egypten,« har han sagt.
