En 28-årig kvinde har skudt og dræbt tre børn og tre voksne på en privatskole i Nashville.
Det er det 129. masseskyderi i USA, som man har registreret i løbet af 2023. Oftest går det desværre ud over skoler.
Og selvom der har været flere masseskyderier end dage, så er det på ingen måde blevet hverdagskost, vurderer B.T.s USA-ekspert, Jacob Heinel Jensen, der lige nu befinder sig i New York.
»Det er fuldstændig vanvittigt, hvordan det her land kan have så mange skoleskyderier. Det er voldsomme tal for sådan nogle som os.«
»Amerikanerne omtaler det som en voldsom sygdom. Og de mange skoleskyderier kan højst sandsynlig spores tilbage til den nuværende våbenlov,« mener Jacob Heinel Jensen.
Skoleskyderiet fandt sted på Covenant School. En kristen privatskole, hvor børn kan gå op til 6. klasse.
Efter at have modtaget et alarmopkald om skyderiet ankom politiet til skolen. Personen, der skød, blev kort tid derefter dræbt af politiet. Gerningskvinden var 28 år gammel og fra Nashville, oplyser politiet. Hun bar mindst to rifler og en pistol.
Netop det faktum, at personen bag skyderiet var en kvinde, vækker ifølge B.T.s USA ekspert stor opsigt, da det er meget atypisk.
»Det er en helt anden profil, end det plejer at være, og folk spærrer øjnene op omkring det. Det er stadig vanvittigt, men denne gang er det ekstra opsigtsvækkende.«
»Hver gang er det uforstående, at forældre ikke får deres børn at se igen, som i sig selv er opsigtsvækkende på en tragisk måde, men det her med, at gerningsmanden var en kvinde i slutningen af 20erne og ikke den stereotype teenagedreng, det fylder meget herovre.«
Selvom det sker så ofte, er det stadig noget, som rydder sendefladen.
Heldigvis, mener Jacob Heinel Jensen. For hvis det bare går hen og bliver normalen, og ingen reagerer, så er det et kæmpe problem.
»Det rydder sendefladen, men det første, jeg tænker, når nyheden tikker ind, er altid, hvor mange døde og hvor voldsomt er det nu denne gang. Det er frygteligt og tragisk hver gang, men det viser også, hvor vildt det er i USA, for man vurderer det ud fra alle de andre skoleskyderier, som har været der.«
»Man kan desværre godt kalde det hverdag, men der er flere og flere, som har fået nok. Og det kan man virkelig mærke efter denne episode.«
I alt har 259 personer har mistet livet i forbindelse med skoleskyderier i USA i 2023.
Nashville-skyderiet har fået den amerikanske præsident til at kræve, at Kongressen handler med det samme.
Joe Biden kalder det for »hjerteskærende, en families værste mareridt«.
Den amerikanske præsident opfordrede Kongressen til hurtigt at vedtage et forbud mod de automatvåben, der oftest bliver brugt, og sagde, at »vi skal gøre mere for at beskytte vores skoler«.
»Det er på tide, at vi begynder at gøre nogle flere fremskridt,« tilføjede han.