Armenien og Aserbajdsjan beskylder hinanden for at have overtrådt våbenhvile tidligt mandag.

En ny våbenhvile mellem de stridende parter i Nagorno-Karabakh-konflikten er tilsyneladende blevet brudt, kort tid efter at den skulle være trådt i kraft mandag morgen klokken 05 dansk tid.

Våbenhvilen skal få kampene til at ophøre mellem Aserbajdsjan på den ene side og Armenien og armenske separatister i regionen Nagorno-Karabakh på den anden side.

Både Armenien og Aserbajdsjan beskylder modparten for at have brudt våbenhvilen, der ifølge BBC blev aftalt søndag med USA som mægler.

Forsvarsministeriet i Aserbajdsjan meddeler mandag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP, at armenske styrker har angrebet byen Terter og nærliggende landsbyer med granater.

- Armeniens mål er at bevare status quo med besættelse, siger Hikmet Hajijev, der er udenrigspolitisk rådgiver for Aserbajdsjans præsident.

Forsvarsministeriet i Armenien anklager derimod styrker fra Aserbajdsjan for at have brudt aftalen ved at beskyde militære positioner med artilleri.

Dermed gentager mønstret sig fra to tidligere aftaler om en våbenhvile, som også kun holdt i kort tid.

Kampe om det omstridte område, der ligger i Aserbajdsjan, men som overvejende har armenske indbyggere, brød ud den 27. september.

Konflikten er de seneste dage intensiveret. På en måned har 974 soldater mistet livet i Nagorno-Karabakh.

Urolighederne er de værste, enklaven har oplevet siden 1990'erne, skriver Reuters. Dengang blev omkring 30.000 mennesker dræbt under konflikten.

Området har været en kilde til spændinger, lige siden de to sovjetrepublikker i starten af 1990'erne fik deres uafhængighed.

Efter meldingerne om den brudte våbenhvile siger Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, i en tale til nationen, at Aserbajdsjan fortsat ønsker at løse konflikten.

Han gentager samtidig kravet om, at etniske armenske styrker skal forlade Nagorno-Karabakh, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/