USA: Endnu en sygeplejerske er blevet testet positiv med ebola efter at have behandlet den nu afdøde ebola-patient Thomas Eric Duncan på Texas Health Presbyterian Hospital i Dallas. Det oplyser de amerikanske sundhedsmyndigheder onsdag.

Dermed er i alt to sundhedsmedarbejdere blevet smittet på det texanske hospital.

Ifølge NBC News meldte sygeplejersken sig tirsdag på hospitalet med høj feber, og vedkommende blev straks sat i isolation for at undgå, at smitten spreder sig yderligere.

»Sundhedsembedsmænd har interviewet den nyeste patient for hurtigst muligt at identificere eventuelle kontakter eller potentielle eksponeringer, og disse mennesker vil blive overvåget. Graden af overvågning af disse personer afhænger af, hvor tætte de har været på den smittede og risikoen for, at de har været udsat for virus,« oplyser sundhedsmyndighederne i Texas.

De amerikanske sundhedsmyndigheder erkendte søndag, at det var et »brud på sikkerhedsprotokollen«, der var årsag til, at den første sygeplejerske, 29-årige Michelle Pham, havde pådraget sig smitte, men det er endnu usikkert, om det er samme årsag, der har forårsaget det andet tilfælde af ebola-smitte på amerikansk jord.

Tirsdag oplyste smittede Michelle Pham i en skriftlig meddelelse, at hun »har det godt efter omstændighederne«, og at hun »er taknemmelig for hospitalets behandling«.

Ebola spredes gennem direkte kontakt med kropsvæsker fra en syg person eller udsættelse for genstande såsom nåle, der har været i kontakt med smittede. Personer smitter ikke, før symptomer såsom feber udvikler sig.