For anden gang på en uge står en kvinde frem med beskyldninger om sin tidligere arbejdsgiver Andrew Cuomo.

Endnu en tidligere ansat af delstaten New Yorks guvernør, demokraten Andrew Cuomo, beskylder ham for sexchikane. Anklager, som guvernøren benægter.

Denne gang kommer beskyldningerne fra den 25-årige tidligere sundhedsrådgiver Charlotte Bennett, som fortæller til The New York Times, at guvernøren chikanerede hende seksuelt i foråret 2020.

Ifølge Bennett sagde den 63-årige politiker til hende i juni, at han var åben over for at date kvinder i 20'erne. Han spurgte hende også, om hun syntes, at aldersforskel har nogen betydning i et forhold.

Andrew Cuomo forsøgte aldrig at røre ved Charlotte Bennett, men hun fortæller til avisen, at "jeg forstod det sådan, at guvernøren ville i seng med mig, og jeg følte mig utilpas og bange".

Hun fortæller videre, at hun talte med Cuomos stabschef og en juridisk rådgiver, som flyttede hende til en anden stilling i en anden bygning.

Charlotte Bennett var glad for sin nye stilling og besluttede sig for ikke at gå videre med sagen.

I en erklæring lørdag udtaler Andrew Cuomo, at han "aldrig har gjort tilnærmelser mod frøken Bennett". Han siger ligeledes, at han "aldrig havde i sinde at handle på en upassende måde".

Han fortæller, at han ønskede at støtte Charlotte Bennett, som havde fortalt ham, at hun engang havde været offer for et seksuelt overgreb.

Cuomo opfordrer samtidig til en tilbundsgående undersøgelse af sagen.

Det er anden gang på en uge, at Andrew Cuomo, der har ledt delstaten New York i ti år, bliver anklaget for sexchikane.

Onsdag fortalte en anden tidligere rådgiver ved navn Lindsey Boylan i et blogindlæg, at Cuomo chikanerede hende, da hun arbejdede for hans administration fra 2015 til 2018.

36-årige Boylan hævder blandt andet, at Cuomo kyssede hende på munden imod hendes vilje, foreslog at de skulle spille strippoker sammen, og at han "udnyttede enhver mulighed for at røre mig på lænden, armene og benene".

Andrew Cuomos kontor har i en erklæring kaldt Boylans "påstande om upassende opførsel usande".

Torsdag sluttede New York Citys borgmester, demokraten Bill de Blasio, sig til en voksende gruppe af politikere, som kræver en efterforskning af anklagerne mod Cuomo.

/ritzau/