Fra tirsdag bliver det muligt at købe hash til eget forbrug i Massachusetts uden at komme på kant med loven.

Massachusetts slutter sig i næste uge til den voksende liste over amerikanske delstater, hvor borgere kan gå ind i en butik og lovligt købe hash eller pot til eget forbrug. Det skriver flere internationale medier.

Fredag fik to butikker grønt lys fra tilsynsmyndigheden The Cannabis Control Commission. De kan således indlede salg af det euforiserende naturmiddel fra på tirsdag.

Personer på mindst 21 år kan købe op til en ounce - det svarer til 28,5 gram - pot eller fem gram hash uden at skulle fremvise en lægeerklæring.

Det er ifølge statens lovgivning forbudt at indtage cannabis, hvis man kører bil eller befinder sig på offentlige pladser.

Salg af medicinsk cannabis på recept er allerede tilladt i Massachusetts.

I forvejen har ni andre delstater samt forbundshovedstaden Washington indført legaliseret salg af hash til "rekreativt brug", som det udtrykkes i lovsprog. Det vil sige brug for fornøjelsens skyld.

2018 var kun et par dage gammel, da Californien åbnede sine første cannabis-butikker. Tidligere har Colorado, Washington, Oregon, Alaska, Nevada, Maine, Michigan og Vermont afkriminaliseret salg af rusmidlet.

Tidligere i år vurderede konsulentfirmaet Arcview, at den legale hashindustri i USA om tre år kan nå en omsætning op mod 40 milliarder dollar. Det er godt 260 milliarder kroner.

Samtidig vil industrien skabe 400.000 nye job. Skattemyndighederne kan i øvrigt se frem til fire milliarder dollar i skat og afgifter over tre år.

De to butikker i Massachusetts ligger i byerne Leicester og Northampton. De ligger begge vest for delstatshovedstaden Boston.

- Der kommer sandsynligvis masser af mennesker, siger en ansat i butikken i Northampton til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg vil råde dig til at vente til efter Thanksgiving, tilføjer medarbejderen om den amerikanske højtidsdag på torsdag.

I oktober legaliserede Canada cannabis. Her har efterspørgslen indtil videre overgået alle prognoser.

/ritzau/