En uge før Madeleine McCann forsvandt, forsøgte den mistænkte i sagen at få en bekendt til at hjælpe sig med at bortføre et barn.

Sådan lyder hårrejsende nye påstande i verdens nok mest omtalte kidnapningssag. 

Den tragiske fortælling om, hvordan den treårige Madeleine McCann forsvandt fra en ferielejlighed på den portugisiske Algarvekyst tilbage i maj 2007, har i de forløbne knap 17 år gang på gang skabt overskrifter. 

Nye oplysninger bliver tilsyneladende ved med at dukke op, og efterforskningen har flere gange fået nyt liv og taget en ny drejning. 

Senest i 2020, da tyskeren Christian B. officielt blev mistænkt i sagen. 

Man skulle måske tro, at hver en sten, hvert et vidne og hvert et bevis var blevet endevendt i sagen, som i årevis har fået massiv mediebevågenhed. 

Alligevel bliver der ved med at dukke nye vidneudsagn op.

Nu fortæller en britiske mand, Ken Ralphs, hvordan han blot en uge før den lille piges forsvinden, hørte om et komplot om at kidnappe et barn på Algarvekysten. 

Det skriver britiske Sky News.

Den nu 59-årige brite fortæller, hvordan han i foråret 2007 havde kontakt til et miljø af omrejsende udlændinge i det sydlige Portugal. 

De boede i telte i et skovområde godt 30 kilometer fra byen, hvor Maddie forsvandt.

Her sad han en aften omkring et bål sammen med en anden mand, som han ikke oplyser navnet på.

»Vi sad omkring ilden en aften efter maden. Vi drak nogle få øl og i løbet af de tidlige morgentimer, begyndte min ven at græde,« fortæller han til Sky News. 

»Jeg spurgte ham, hvad der var galt, og til sidst indrømmede han over for mig, at han var blevet blandet ind i Christians (den mistænkte i sagen, red.) planer om at stjæle et barn fra en rig familie i Praia da Luz.«

Ken Ralphs fortæller, hvordan vennen var både sårbar og fattig, og at det angiveligt var de to faktorer, Christian B. udnyttede. 

Ralph rådede vennen til at holde sig langt væk fra tyskeren.

»Jeg sagde: Du skal ikke involvere dig i at kidnappe en person for en løsesum. Det er latterligt. Men så forklarede han: 'Nej, det er ikke på den måde.' Christian havde en kunde – en køber – linet op. Et tysk par, som ikke kunne få børn.«

En uge senere hørte Ken Ralph nyheden om, at Madeleine McCann var forsvundet. 

Han forsøgte at kontakte vennen, men han var væk, og hans telt var brændt. 

Heller ikke Christian B. så han igen. 

Ken Ralphs fortalte politiet om sagen og fik at vide, at de ville kontakte ham igen, hvis de fik brug for hans forklaring.

Han hørte aldrig fra dem igen. 

Da billederne af Christian B. dukkede op i 2020, da han blev mistænkt i sagen, gik Ralphs igen til politiet.

Kort efter fik politiet fat i vennen, som benægtede ethvert kendskab til Ralph. 

Briten kontaktede efterforskere i Scotland Yard, og sidste år sendte han et detaljeret vidneudsagn til den tyske anklager i sagen, som nu leder sagen.

Anklageren, Hans Christian Wolters, siger til Sky News, at udsagnet er blevet givet videre til de tyske efterforskere. 

Christian B. er stadig mistænkt i sagen. Selv nægter han ethvert kendskab til Madeleine McCann, og der er endnu ikke rejst en tiltale mod ham.