For anden gang på en uge har et vandfly fra flyselskabet Taquan Air i Alaska været indblandet i et styrt.

Og også denne gang er det den amerikanske delstat Alaska og byen Ketchikan, der er rammen om tragedien.

Mindre end en uge efter, at seks mennesker blev dræbt i en kollision mellem to vandfly i byen Ketchikan i det sydlige Alaska, er delstaten ramt af en ny flyulykke.

Denne gang har to mennesker mistet livet i et styrt med en vandflyver i Metlatkatla i området omkring Ketchikan.

CNN skriver, at piloten og en passager mistede livet mandag eftermiddag lokal tid, da flyet styrtede i den sydøstlige del af Alaska.

Ifølge en udtalelse fra de lokale myndigheder var der ikke andre ombord på flyet.

Det er endnu uklart, hvad årsagen til styrtet er, og identiteten på de omkomne er heller ikke blevet offentliggjort endnu.

Ifølge flyselskabet skulle der være tale om et pendlerfly og ikke et fly, der blev brugt til sightseeing.

Tirsdag i sidste uge stødte to vandfly sammen i luften over det sydlige Alaska cirka 15 kilometer fra byen Ketchikan, og seks omkom.

De fleste af de dræbte var gæster på det gigantiske krydstogtskib, Royal Princess, og var på en ugelang tur med Vancouver som udgangspunkt.

Et af flyene i sidste uges tragedie kommer fra samme selskab, som det fly, der forulykkede mandag, nemlig Taquan Air.

En vandflyver er et fly med pontoner i stedet for landingshjul, som gør, at flyvet kan lande på vandet.