Omkring en million catalanere er tirsdag aften gået på gaden i Barcelona for at demonstrere for uafhængighed, siger politiet i den nordlige spanske region Catalonien.

Med trommer og fløjter gik de mange rødklædte demonstranter i optog gennem Cataloniens hovedby med regionens røde, gule og blå flag i hænderne.

Tirsdag markerer catalanerne nationaldag. Oprindeligt er den en hyldest til Barcelonas faldne i kampen mod den spansk kong Filip i 1714. Men siden 2012 er den årlige Diada-helligdag blevet brugt til at vise opbakning til en løsrivelse fra Spanien.

I år er dagen særligt betydningsfuld for mange catalanere, der stemte for løsrivelse ved en omstridt folkeafstemning i oktober.

Tirsdag aften i Barcelona. Vis mere

Mange af de catalanske politikere og ledende aktivister, der pressede på for at holde afstemningen, er i dag enten i fængsel, hvor de venter på deres retssag, eller flygtet ud af landet.

Cataloniens regionale præsident, Quim Torra, sagde tirsdag, at han fastholder, at Catalonien bør have selvstændighed. Men i første omgang er hans fokus på separatistbevægelsens fængslede profiler.

»Jeg vil ikke acceptere, at de kendes skyldige, og jeg vil appellere til alle frisindede borgere om heller ikke at acceptere det,« sagde Torra ifølge nyhedsbureauet AP.

Det er ventet, at retssagerne mod de fængslede catalanske politikere og aktivister begynder inden årets udgang.

Røde, gule og blå flag i Barcelona. Vis mere

Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, sagde i sidste uge, at indbyggerne i Catalonien skal stemme om, hvorvidt de ønsker større selvbestemmelse til regionen.

Sanchez understreger, at Catalonien ikke kan blive selvstændigt. En ny afstemning vil kun dreje sig om mere autonomi.

Omkring en million catalanere er tirsdag aften på gaden i Barcelona, siger politiet til AFP. Vis mere

Unge demonstranter i undergrundsbanen på vej til den store demonstration i Barcelona. Vis mere

Catalanere demonstrerer for uafhængighed på gaden i Barcelona. Vis mere

/ritzau/AFP