Så er den første milesten i genopbygningen af Notre Dame-katedralen i Paris nået. Den blev kraftigt skadet, og dets spir faldt ned under en brand 15. april 2019.

Nu er de sidste rester af stilladset, der var sat op omkring bygningen før branden, endelig blevet fjernet. Det har fået den franske kulturminister, Roselyne Bachelot, til at deklarere, at bygningen er blevet reddet. Nu kan arbejdet med at genopbygge det brændte begynde.

Arbejdet med at fjerne de godt 200 ton forvredent metal begyndte i juni i år. Det var cirka 40.000 metalrør, der hang i et stort stykke højt over katedralens gulv og risikerede at styrte ned. Det skriver France24.

Kulturministeren var på plads i tirsdags, da de sidste rester blev fjernet. Sammen med hende var Jean-Louis Georgelin, generalen, som skal overse restaurationen af Notre Dame.

Det sammenfiltrede stillads fra før branden 15. april 2019 hang over den udbrændte katedral.
Det sammenfiltrede stillads fra før branden 15. april 2019 hang over den udbrændte katedral. Foto: STEPHANE DE SAKUTIN
Vis mere

»Truslen, som stilladserne udgjorde mod katedralen, er borte,« sagde Georgelin. »Nu kan vi begynde at sikre bygningen.«

»Jeg føler en dyb følelse. Man får næsten tårer i øjnene,« siger Roselyne Bachelot.

»Notre Dame er reddet, det ved vi i dag,« sagde ministeren. »Vejen er endnu lang, og fasen med at konsolidere bygningen vil fortsætte indtil sommeren 2021.«

Før de begyndte at fjerne de sammensmeltede metaldele fra det oprindelige stillads, blev de nødt til at lave et nyt oven over det sammensmeltede.

Arbejdere på en kran ser ned på de udbrændte dele af Notre Dame.
Arbejdere på en kran ser ned på de udbrændte dele af Notre Dame. Foto: MARTIN BUREAU
Vis mere

Arbejderne blev hejst ned over det ødelagte stillads for langsomt at skille det ad. Hvis bare et enkelt stykke faldt ned, kunne stabiliteten af hele den udbrændte del af kirken være i fare.

Sektionerne af det gamle stillads blev løftet ud af en 80 meter høj kran.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har lovet, at Notre Dame vil være genopbygget på fem år. Det skal stå færdigt i 2024, året hvor Paris skal være vært for sommer-OL.

Men mange arkitekter har advaret om, at projektet kan vare meget længere.