Det skal være slut med ikke at kunne lade sin iPhone op hjemme hos en, der har en Android-telefon.

Det ville være synd at sige, at Apple ligefrem tager kærligt imod det lovforslag, som EU-Kommissionen torsdag diskede op med.

Det er nemlig et lovforslag, der betyder, at USB-C bliver standard-opladeren i EU, og som skal kunne anvendes til alle enheder, såsom mobiltelefoner, tablets og trådløse høretelefoner.

Et USB-C stik er det stik, der bruges til at oplade de fleste Android-telefoner.

Ritzau skriver, at Apple i en erklæring skriver, at en ensretning af opladere vil hæmme innovationen, hvorfor »det vil skade forbrugere rundtom i verden.«

På den anden side står EU-kommissær Margrethe Vestager, der har ansvar for det digitale område, med armene over hovedet.

Hun kalder det på Twitter for »en lille revolution i vores dagligdag.« Ligesom hun også deler et kort 'video'.

Det er ikke første gang, at debatten om ens opladere ruller. Faktisk har forslaget været på disken siden 2009, og tiden har da også reduceret antallet af opladere, der er gået fra 30 forskellige til 3, oplyser EU-Kommissionen i forslaget.

Men tre er åbenbart to for meget, hvis man spørger EU-Kommissionen, der derfor finder det nødvendigt at spille et lovforslag på banen.

I gennemsnit ejer vi forbrugere cirka tre mobiltopladere, hvoraf vi kun bruger to regelmæssigt. I EU blev der solgt cirka 420 millioner mobiltelefoner og andre bærbare elektroniske enheder sidste år, står der i forslaget.

I forslaget skriver EU-Kommissionen også, at bortskaffede og ubrugte opladere står for omkring 11.000 tons e-affald årligt. En fælles opladningsløsning forventes at reducere dette med næsten tusind tons årligt.

Vi skal dog ikke skaffe os af med vores opladere endnu. Først skal forslaget godkendes af medlemslandene og EU-Parlamentet. Hvis det sker, går der yderligere to år, før reglerne er fuldt gældende.