De amerikanske og udenlandske medier er i chok efter Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg.

Her er et udpluk af, hvad de største medier mener om valget:

Washington Post skriver, at de - såvel som alle andre store medier i USA - aldrig rigtigt lyttede eller troede på, at det amerikanske folk ville vælge Donald Trump. På trods af at halvdelen af befolkingen i lang tid har erklæret deres tillid til den kommende republikanske præsident.

»Medierne troede ikke på, at USA kunne omfavne en mand, der gjorde grin med en handikappet, blærede sig med at seksuelt forulempe kvinder og var nedværdigende over for kvinder og andre racer. Det ville være for forfærdeligt, og så kunne det - på grund af en eller anden magisk tankegang - ikke ske,« skriver Washington Post i en klumme.

The New York Times er endnu en af Trumps blacklistede aviser. Og heller ikke her er der jubel at spore.

»Efter et halvt år med sindssyge tweets og tordnende taler kan vi ikke være sikker på noget som helst om Trump. Vi ved ikke, om han kan klare basale ledelsesopgaver. Vi ved ikke, hvilke finansielle problemer han har, da han har brudt en 40 år gammel tradition ved ikke at offentliggøre sine skattepapirer. Vi ved ikke, om han kan tage en rationel beslutning eller have ansvaret for verdens største arsenal af atomvåben,« skriver de og fortsætter:

»Hvad vi dog ved er, at han er den mest uforberedte præsident i historien. Han har vist, at han er uegnet til at lede 320 millioner mennesker. Vi ved, at han har truet med at smide modstandere i fængsel, vil tage ytringsfriheden væk fra medierne, og han er en lystløgner.«

USA Todays debatpanel skriver, at de følte, Donald Trump ikke ville være egnet til at være præsident. En holdning, de stadig besidder. Men de glæder sig ved, at en præsidents magt alligevel er relativt begrænset.

»Vores land er heldigvis styret af et system med et uafhængigt retssystem og en kongres, der altid dysser ned på de mest radikale forslag, der strider imod rettighederne - sagt af en temperamentsfuld, dårligt forberedt præsident,« skriver de og påpeger, at de republikanske vælgere snart vil blive disillusioneret af, at Trump ikke kan få alt det igennem, han har lovet.

»Trump finder snart ud af, at mange af hans forslag er umulige. F.eks. vil han ikke med et fingerknips kunne bringe job tilbage til de mange industrimedarbejdere, der har stemt på ham. Hans mange nederlag kommer til at efterlade vælgerne endnu mere disillusionerede omkring politikere, end de allerede er i forvejen.«

Fox News, der traditionelt er republikansk, har flere gange under valgkampen sået tvivl om Donald Trumps kommentarer og metoder. Men efter den republikanske sejr hylder de nu det amerikanske folk for deres mod til at stå op imod Hillary Clinton.

Todd Starnes, vært for Fox News & Commentary, skriver i sin leder:

»Vi, der støttede Trump under valgkampagnen, blev kaldt bitre og børn af religion og våben af Barack Obama. Hillary Clinton kaldte os sørgerlige. Kaldte os racister, sexister, homofober og islamofober. Hvem er nu generaliserende? Vi blev marginaliseret af medierne og kaldt dumme af akademikerne. Men med Trump har vi fået en stemme. Det er på tide at gøre 'America Great Again.'«

Uden for USA var reaktionerne også stærke.

Blandet andet skrev den britiske avis The Economist:

»Hans erfaring og temperament har vist, at han er højst uegnet til at være leder af en nation, som resten af verdens demokratiske lande ser op til.«

Og i Kina, der ellers er højrefløjs-styret, skriver Global Times:

»Trumps sejr er et chok og giver et hårdt stød til USAs politiske søjler. Det får folk til at føle, at USAs politiske arbejde og fundament er opløst.«