Pengerne fosser ind hos Steve Ballmer.
I så høj grad, at han ikke bare er blevet en af verdens allerrigeste personer – han er også yderst tæt på at overgå den mand, der i sin tid ansatte ham hos Microsoft: Bill Gates.
Business Insider skriver således, at Steve Ballmers formue ifølge Bloombergs såkaldte milliardærindeks nu 'kun' er seks milliarder dollar mindre sin tidligere chefs.
For bare tre måneder siden var afstanden 17 milliarder dollars.
Bill Gates er hos Bloomberg verdens fjerderigeste person med en formue på 123 milliarder dollar (omkring 865 milliarder kroner). Steve Ballmer er nummer fem med 117 milliarder dollar.
Sådan så det ikke ud tilbage i 1980, da Microsoft-grundlæggeren Bill Gates ansatte Steve Ballmer som en art assistent eller business manager.
Efterfølgende gik det kun en vej it-firmaet. Og for Steve Ballmer.
Både økonomisk og karrieremæssigt.
For det første var han snu og vekslede sin kontrakt til en ekstremt lukrativ aktieandel, hvilket den dag i dag er grunden til, at han stadig skovler enorme summer ind. Og mere end Bill Gates.
I år er det eksempelvis eskaleret på grund af Microsofts store fremskridt inden for kunstig intelligens.
Men kigger man på toppen af listen over verdens rigeste personer, stikker Steve Ballmer ud:
Han er således den eneste i top-10, der ikke enten har grundlagt sin egen virksomhed eller bare står i spidsen for én.
Godt nok fik han i løbet af årene efter sin ansættelse en større og større rolle hos Microsoft, inden han i 2000 afløste netop Bill Gates som topchef.
Men han gik af igen i 2014, og er i dag 'bare' investor og ejer af NBA-klubben Los Angeles Clippers.
Microsoft milliarderne ruller dog stadig ind på grund af aktieandelen.
I øvrigt er billedet Bill Gates og Steve Ballmer næsten det samme på en berømt liste over verdens rigeste personer.
Hos Forbes er afstanden otte milliarder dollar.
Bill Gates er her nummer fem med en formue på 110 milliarder dollar, mens Steve Ballmer er nummer ni med 102 milliarder dollar.