Én har mistet livet, mens fire er kvæstede efter skyderi i Los Angeles. Politiet har tilbageholdt en mistænkt.

En person åbnede sent søndag aften dansk tid ild mod flere mennesker ved en kirke i det sydlige Los Angeles, Californien.

Flere ofre blev ramt af skuddene, og omkring midnat mellem søndag og mandag har én person mistet livet.

Fire andre er blevet hårdt kvæstet. Det skriver det lokale politi i amtet Orange County, som udgør en del af det sydlige Los Angeles.

Ofrene er udelukkende voksne.

Hændelsen foregik ved en protestantisk kirke i byen Laguna Woods, som ligger i Los Angeles.

Politiet skriver på Twitter, at det har tilbageholdt én person i forbindelse med hændelsen. Politiet har desuden beslaglagt et våben, som det mener, kan være involveret i sagen.

Ifølge avisen Los Angeles Times var der nødberedskab til stede, og nogle personer fik behandling på stedet, mens andre blev kørt på hospitalet.

Billeder fra Twitter viser ifølge avisen en hel konvoj af brandbiler, som blokerede vejen ved kirken.

Avisen skriver desuden, at også betjente fra USAs forbundspoliti, FBI, blev tilkaldt for at assistere det lokale politi i sagen.

Hændelsen sker, bare én dag efter at ti personer blev skudt og dræbt, mens yderligere tre blev kvæstet i byen Buffalo, som ligger i delstaten New York.

I Buffalo overgav en 18-årig hvid mand sig til politiet. Politiet kaldte ifølge nyhedsbureauet Reuters skyderiet »racistisk motiveret voldelig ekstremisme«.

Politiet har ifølge nyhedsbureauet været opmærksom på den 18-årige mand igennem længere tid. Han skulle desuden have offentliggjort et »racistisk manifest« på internettet, skriver Reuters.

Det vides endnu ikke, hvad motivet bag skyderiet i Los Angeles er.

/ritzau/