Mange vil nok bekende, at de bruger deres telefon for meget. Men det kan jo være svært at stoppe. 

Det er der nu en lille by i Frankrig med under 2.000 indbyggere, der har forsøgt at hjælpe indbyggerne med. 

I Seine-Port syd for Paris blev der i sidste weekend i en kommunal folkeafstemning vedtaget et forbud mod at bruge sin telefon i offentligheden, skriver The Guardian

Borgmesteren i byen, Paul-Petit, er glad for tiltaget. 

»Teenagere, der går ned ad gaden, har næsten alle deres telefon i hånden. Jeg forstår, at ordet 'forbud' kan støde nogle mennesker. Men det, der er vigtigt, er at åbne en debat,« siger han til mediet. 

Og det er altså i alle henseender. 

Borgmesteren opfordrer borgerne i byen til for eksempel at spørge om vej i stedet for at finde kortet frem på telefonen samt bagere og slagtere til ikke at ekspedere kunder, der snakker i telefon.

Politibetjente kan dog ikke straffe beboerne i Seine-Port, hvis de alligevel spiller Angry Birds, mens de slentrer hen ad gaden, fordi der ikke er vedtaget en national lov.  

Men det er ikke blot i Seine-Port, at snakken om skærmtid fylder. 

Smartphones og skærmtid er i stigende grad blevet et politisk spørgsmål i Frankrig.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde i sidste måned, at han med hjælp fra videnskabelige eksperter ville bestemme bedst brug af skærme til små børn, hvilket antydede, at der kunne være forbud eller restriktioner på vej.