Han var milliardær og stod bag et kæmpemæssigt, hemmelighedsfuldt forretningsimperium. Nu er han død.

Den, der lever stille, lever godt, lyder et gammelt ordsprog.

Måske har det også været en leveregel for den amerikanske forretningsmand David Koch og hans bror, Charles Koch.

Brødrene førte i hvert fald i årevis en tilbagetrukken tilværelse væk fra pressens og offentlighedens søgelys, og i al ubemærkethed opbyggede de et kæmpe forretningsimperium, som har gjort dem til milliardærer.

David Koch i 2015.
David Koch i 2015. Foto: Lucas Jackson
Vis mere

Og selv om de hører til blandt verdens absolut rigeste mænd, er det alligevel kun de færreste, der har hørt om dem.

De står bag USA's næststørste privatejede virksomhed, Koch Industries, og deres produkter kan findes i ethvert amerikansk hjem.

Fredag døde David Koch efter længere tids sygdom i en alder af 79 år.

Ifølge CNN Business er Koch-brødrenes virksomhed, som de arvede fra deres far i 1967, helt unik i USA.

David Koch i 2013.
David Koch i 2013. Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

Ingen anden virksomhed er så tæt knyttet til én familie og samtidig så mangfoldig.

Faren startede firmaet i 1940 under navnet Wood River Oil and Refining Company, og i dag er virksomheden stadig en væsentlig spiller på olie- og gasmarkedet.

Koch Industries producerer i dag en bred vifte af produkter – lige fra sensorer i smartphones over vinduesglas og byggematerialer til gødning, brændstof og toiletpapir.

Selv om de havde mulighed for det, ønskede brødrene ikke at gå på børsen med deres virksomhed.

På den måde kunne de holde et fast greb om deres forretningsimperium, uden at investorer og den øvrige omverden kiggede dem over skuldrene.

Sygdom tvang sidste år David Koch til at trække sig fra firmaet, men hans 83-årige storebror arbejder videre.

Ifølge Forbes var David Koch god for mere end 50 milliarder dollar.

Han indtog indtil sin død en 11.-plads på listen over verdens rigeste mennesker – lige efter sin bror, Charles Koch.

Brødrene var med til at opbygge et stort netværk af konservative donorer, der blandt andet har forsøgt at påvirke politikere i retning mod en mindre stat og mere frihandel.

Netværket har ved de seneste mange præsidentvalg i USA i alt brugt mere end en milliard dollar på at påvirke præsidentkandidater.

I 1980 stillede David Koch selv op som præsidentkandidat for det libertarianske parti The Libertarian Party og fik sammen med sin medkandidat en procent af stemmerne.

David og Charles Koch har trods deres konservative tilhørsforhold ikke haft et synderligt godt forhold til USA's præsident, Donald Trump. De tog blandt andet afstand til præsidenten, fordi hans opgør med andre lande har ført til højere toldsatser.