»Vi mener, at Adani Group er lykkedes med et kæmpestort svindelnummer ved højlys dag. Det skyldes først og fremmest, at investorer, journalister, borgere og politikere er bange for følgerne, hvis de siger noget.«

Så voldsomme er anklagerne, som det amerikanske analysefirma Hindenburg Research retter mod Adani Group, der styres af indiske Gautam Adani, som ifølge Bloomberg er verdens tredjerigeste mand.

Men hvis man tror på Hindenburg Research, så er formuen altså opbygget på fup og fiduser.

De har udgivet en rapport, som har været to år undervejs, hvor de kommer frem til, at Adani Group, der blev stiftet i 1988, har svindlet i flere årtier.

Deres konklusion kommer blandt andet på baggrund af interview med enkeltpersoner, herunder tidligere ledende medarbejdere i Adani Group, gennemgang af tusindvis af dokumenter og flere besøg på steder, der er tilknyttet Adani Group, i næsten et halvt dusin lande.

Hindenburg Research fremlægger en lang række punkter, som understøtter deres anklager.

»Adani Group har tidligere været været hovedfokus i fire store undersøger lavet af myndighederne, som har anklaget dem for hvidvaskning af penge, tyveri af skatteydernes midler og korruption til en samlet værdi af 17 milliarder dollar,« skriver de og fortsætter:

»Adani-familiemedlemmer har angivelig samarbejdet for at lave skuffeselskaber i skattely som Mauritius, De Forenede Arabiske Emirater og De Caribiske Øer«.

Ifølge undersøgelsen er selskaberne i Adani Group ikke i nærheden af at have den værdi, som regnskaberne ellers påstår.

Faktisk skulle prisen være overvurderet med hele 85 procent, lyder det.

At årsregnskaberne så alligevel er blevet godkendt skyldes, ifølge Hindenburg Research, at man har fået to revisorer på blot 23 og 24 år til at skrive under på dem.

Adani Group er fuldstændig uenig i beskyldningerne.

»Rapporten er en ondsindet kombination af selektiv misinformation og uaktuelle, grundløse og miskrediterede påstande, som er blevet undersøgt og afvist af Indiens højeste domstole,« skriver de blandt andet.

Indtil videre har de økonomiske konsekvenser af rapporten været store, og i årets første måned har Gautam Adani tabt 246 milliarder kroner af sin personlige formue.

Adani Group har syv børsnoterede selskaber, der beskæftiger sig med infrastruktur.