Muammar Gaddafis søn Saadi Gaddafi er kommet til Niger, siger lokale myndigheder.

En af den afsatte libyske leder, Muammar Gaddafis sønner Saadi Gaddafi er kommet til nabolandet Niger. Det siger Nigers justitsminister, Marou Amadou.

- I dag den 11. september opdagede vore soldater en kolonne, hvor en af Gaddafis sønner befandt sig. Det viste sig at være Saadi Gaddafi, siger justitsministeren.

Han tilføjede, at kolonnen nu er på vej til byen Agadez i det nordlige Niger, og at den ventes til hovedstaden Niamey mandag morgen.

Den 38-årige Saadi Gaddafi er Muammar Gaddafis tredje ældste søn. Han har forsøgt sig som professionel fodboldspiller. En karriere han opgav i 2004 for at gå ind i den libyske hær.

Han har blandt andet været leder for en af den libyske hærs elite enheder. Han er også kendt for at leve et playboyliv med et stort privatforbrug.

Niger lovede i sidste uge at respektere internationale aftaler, hvis eftersøgte libyske statsborger kommer til landet.

Lørdag meddelte regeringen i Niger, at tre tidligere topfolk i Muammar Gaddafis hær var flygtet til Niger inklusive den tidligere chef for Libyens flyvevåben.

Nigers regering siger dog, at Muammar Gaddafi ikke er i landet.

/ritzau/AFP