Hvad der skulle have været en hyggelig, kulturel aften, endte i et større postyr for den franske præsident.

Fredag aften måtte Emmanuel Macron i hast blive eskorteret væk fra Les Bouffes du Nord-teateret i Paris.

Flere demonstranter havde samlet sig ude foran det parisiske teater, hvor Macron skulle se et skuespil sammen med sin kone Brigitte, skriver Sky News.

‘Macron, træd tilbage’ og ‘Vi er her. Selvom Macron ikke vil have os, er vi her’ lød nogle af protestråbene.

Selvom politiet forsøgte at holde demonstranterne tilbage, var der alligevel nogle der formåede at komme forbi og tvinge sig adgang til teatret, hvor den franske præsident opholdt sig.

Og så skulle det altså gå tjept med at få præsidenten ud af bygningen.

En sort bil skulle angiveligt have kørt ham væk fra stedet i en meget høj hastighed, mens der blev buh’et af ham på gaden.

Men ifølge flere kilder vendte Macron tilbage til teatret senere på aftenen for at se det planlagte stykke, som var et modernistisk drama med titlen ‘The Fly’.

Protesterne ude foran teatret opstod i kølvandet på den franske regerings pensionsplaner, hvor man vil hæve pensionsalderen til 64 år.

Fredag var der for 44. dag i træk demonstrationer og strejker i landet.

Samme dag blokerede demonstranter også indgangen til Louvre for at tvinge det berømte museum til at lukke.

Flere invaderede ligeledes CFDT-unionens hovedkvarter, mens de sang hånende sange om præsidenten.