Torsdag vil migrantbørn under fem år angiveligt blive genforenet med deres forældre ved USA's sydlige grænse.

Washington. Migrantbørn under fem år, som er blevet adskilt fra deres mor og far på grænsen mellem USA og Mexico, vil senest blive genforenet med deres forældre tidligt torsdag morgen.

Det oplyser en unavngiven embedsmand fra præsident Donald Trumps administration onsdag aften amerikansk tid.

Trumps regering havde oprindeligt fået en deadline, der hed tirsdag, til at genforene migrantbørn under fem år med deres forældre.

Men regeringen bad om udsættelse og forklarede, at kun 54 af de i alt 102 migrantbørn under fem år ville kunne nå at blive genforenet med deres forældre inden da.

Der er samlet set omkring 2300 børn, der er blevet adskilt fra deres forældre på grænsen mellem USA og Mexico. Dem, der er over fem år, skal senest genforenes med forældrene den 26. juli.

Udmeldingen kommer, efter at en føderal dommer mandag gav afslag på to anmodninger fra Trumps administration, som begge spillede en central rolle i Trumps dekret om at stoppe den udskældte praksis med at adskille migrantbørn og deres forældre.

Først og fremmest havde justitsministeriet anmodet om at få lov til at tilbageholde illegale migrantbørn i længere tid end 20 dage.

Derudover ønskede ministeriet at få suspenderet et krav om, at migrantbørn kun kan tilbageholdes i faciliteter, der lever op til en række bestemmelser om velfærd for børn.

Dermed skulle migrantbørnene i stedet kunne tilbageholdes sammen med deres forældre i faciliteter, der ikke nødvendigvis lever op til de påkrævede standarder.

Men ifølge dommeren er der ingen "ledige faciliteter, der kan huse både voksne og børn".

/ritzau/Reuters