Sir Elton John brugte en velgørenhedskoncert i Kiev til at komme med en opfordring til at stoppe »hate crimes« mod homoseksuelle.

UKRAINE: Den britiske sanger Sir Elton John kom lørdag aften med en dybfølt opfordring til sine tilhørere og resten af verden under en AIDS-velgørenhedskoncert i Kiev.

- Jeg har for nylig læst om vold mod homoseksuelle i Ukraine. Det er forkert at banke homoseksuelle. Det er ikke sådan, jeg opfatter Ukraine, sagde Elton John ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg beder sammen med Jer: Stop volden mod homoseksuelle, lød appellen fra den 65-årige sanger under koncerten, der fungerede som en del af optakten til søndagens EM-finale i den ukrainske hovedstad.

Kort før europamesterskaberne i fodbold i Ukraine og Polen startede 8. juni, blev en homo-parade afblæst, og en af arrangørerne blev banket. Og sidste søndag blev en anden fremtrædende ukrainske forkæmper for homoseksuelles rettigheder indlagt efter at være blevet overfaldet i Kiev.

Elton John, der indgik registreret partnerskab med David Furnish i 2005, har gjort det til en mærkesag at tale de homoseksuelles sag.