Lyt til artiklen

Elon Musks køb af Twitter har været noget af en rutsjebane.

Men nu er der måske en ende på det hele.

For verdens rigeste mand, Elon Musk, lover, at handlen bliver lukket senest fredag i denne uge.

Det har han angiveligt fortalt i et videokonferenceopkald med bankfolk, der bistår med finansieringen af ​​aftalen, skriver Bloomberg.

Ifølge mediet er netop disse bankfolk i gang med at udarbejde den endelige kreditaftale for Musk på 13 milliarder dollar, hvilket svarer til lige under 100 milliarder danske kroner.

Tilbage i april meddelte Elon Musk, at han havde indgået en aftale om at købe det sociale medie Twitter for 44 milliarder dollar.

Knap en måned senere blev dette køb sat på pause, hvilket fik aktien til at falde 11 procent.

Dernæst truede Musk med at trække sig fra købet. Det blev kort efter en realitet, hvor han begrundede det med, at det sociale medie havde 'brudt flere elementer i aftalen.'

Herefter startede et virvar, hvor først Twitter sagsøgte Musk for at bryde købsaftalen. Kort efter sagsøgte Musk den anden vej.

I starten af oktober tilbød Musk så atter at købe Twitter. Her lød det i et brev til den amerikanske børsmyndighed, at han vil gå videre med sit oprindelige tilbud om at købe Twitter.

Om der falder en aftale på plads fredag – og i såfald hvilken – må vi se fredag.

B.T. følger sagen.