Mere end 50.000 tweets.

Så mange opslag på Twitter har ukendte bagmænd lavet med det formål at ramme Twitters nye ejer, Elon Musk, og få brugerne til at tro, at firmaet har ændret deres indholdspolitik.

Det er i hvert fald, hvad det sociale medie selv påstår, skriver The Guardian.

'Vi har taget handling for at forbyde disse brugere i deres 'trollingkampagne' – og vi kommer til at fortsætte med at finde dem, indtil Twitter er sikkert for alle,' tweeter Yoel Roth, sikkerhedschef i Twitter.

Han fastslår samtidig, at Twitter ikke har ændret deres indholdspolitik – på trods af 'internettroldenes' forsøg på at overbevise om det modsatte.

Dog ville det nok ikke komme som en overraskelse for de fleste, hvis det sociale medie blev mere frit efter Musks overtagelse.

Det har han ad flere omgange i hvert fald hintet til.

Multimilliardæren og Tesla-grundlæggeren, Elon Musk, købte Twitter i sidste uge til en svimlende sum på 44 milliarder dollar – svarende til cirka 330 milliarder danske kroner.