Et Navy Seals-medlem, der hævder, at han var med på den aktion i Pakistan, hvor Osama bin Laden blev dræbt, sår nu tvivl om, hvordan al-Qaeda-lederens allersidste minutter forløb.

Det sker i en ny bog med titlen »No Easy Day«, der udkommer den 4. september.

Her giver den toptrænede elitesoldat, der skriver under pseudonymet »Mark Owen«, blandt andet sin version af, hvordan likvideringen af den berygtede terrorleder forløb.

Læs også:

Førstehåndsberetningen adskiller sig noget fra den officielle forklaring fremsat af den amerikanske regering. Her hedder det, at bin Laden blev skudt, da han nægtede at overgive sig og at han var bevæbnet.

I førstehåndsberetningen fra »Mark Owen« ser forløbet noget anderledes ud. Han hævder, at bin Laden var ubevæbnet, og at han blev skudt i hovedet, da han tittede ud af sin soveværelsesdør. Mændene skulle ifølge New York Times have affyret adskillige skudrunder mod bin Laden, til han lå helt ubevægelig.

I den officielle version foregår det med to skud.

Det amerikanske militær har ikke ønsket at kommentere bogen, men ifølge nyhedsbureauet Reuters, har den ikke været igennem nogen form for censur fra forsvarsministeriet Pentagons side. Derfor frygter toppen af det amerikanske forsvar, at den kan vise sig at indeholde fortrolig information.

Ansatte i forsvarsministeret gennemlæser derfor nu borgen for at se, om den afslører nogen militærhemmeligheder. Samtidig tjekker Pentagons jurister, om det er muligt at retsforfølge forfatteren, som har brudt reglerne for ansatte i Navy Seals. De foreskriver, at elitesoldaterne ikke har ret til at ytre sig på skrift, uden at en myndighed har læst og eventuelt slettet følsomme oplysninger.

Det kan dog gå hen og blive vanskeligt at retsforfølge forfatteren, da Det Hvide Hus selv har offentliggjort mange detaljer om likvideringen af bin Laden

Selv siger »Mark Owen«, at han ikke har ønsket at kompromittere sikkerheden i Navy Seals.

- Jeg er stolt af at have skrevet »No Easy Day«. Jeg håber, at det giver mine amerikanske medborgere et indblik i, hvor stor en ære det er at tjene sit land, udtaler den anonyme forfatter i en pressemeddelelse.

Med bogen har han imidlertid også fået en alvorlig fjende på halsen. Al-Qaeda mener, at de har et godt bud på, hvem »Mark Owen« i virkeligheden er, og de har derfor lagt et billede med deres bud ud på nettet med en dødstrussel og teksten »hunden som myrdede martyren Sheikh Osama bin Laden«.