16-årige Elisabeth blev begravet som det sidste af Breiviks 77 ofre - søsteren blev hårdt såret på Utøya og skulle først udskrives.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>To søstre rejste til Utøya for at deltage i Arbeiderpartiets årlige sommerlejr. Søstre og hinandens bedste venner. Men kun en vendte hjem i live. Fredag blev 16-årige Elisabeth begravet som det sidste af Anders Breiviks ofre. Som offer nummer 77.

Elisabeth Trønnes Lie blev dræbt af Breivik på Utøya fredag 22. juli. Det sidste, hendes far hørte fra hende, var et råb om hjælp i telefonen. Hun skreg, at en mand i politiuniform skød mod de unge på Utøya, skriver lokalavisen Halden Arbeiderblad.

Uvirkeligt

Men der skulle gå fire uger, inden hun blev stedt til hvile. Hendes et år ældre storesøster Cathrine blev nemlig efterladt hårdt såret af Breiviks kugler på en af klippeøens strande, og fra sin sygeseng bad hun om, at søsterens begravelse blev udsat, til hun selv var rask nok til at deltage.

I går stod hun foran søsterens hvide kiste i Halden kirke lidt syd for Oslo.

- Kære Elisabeth. Det er helt uvirkeligt alt det, der er sket, begyndte Cathrine. 

Men så kunne stemmen ikke mere, og sammen med hende brød det meste af kirken ud i gråd.

Efter en lille pause fortsatte hun:

- At jeg må stå her i dag og holde tale for dig.

I talen beskrev Cathrine ifølge Dagbladet sin lillesøster som en pige med mange drømme og livet for sig. Et naturligt midtpunkt uden fordomme – men med mange venner. 

- Elisabeth, du nød dit liv. På Utøya lyste du op, du smilede fra øre til øre. Jeg så, at du var lykkelig, sagde hun og brast i gråd igen.

Også Norges statsminister Jens Stoltenberg, der har stået som et samlende punkt i Norges sorg siden landets lange fredag, var mødt op for at følge Elisabeth ud på hendes sidste rejse.

Den mildeste og smukkeste

Han fortalte, at han besøgte Cathrine umiddelbart efter den tragiske dag.

- Cathrine og jeg mødte hinanden på Ullevål Sygehus. Men da talte hun mest om sin søster. Med stolthed fortalte hun om Elisabeth, sagde Stoltenberg ifølge Dagbladet foran de flere hundrede mennesker i kirken, hvorefter han beskrev Elisabeth som en engel. Den mildeste og smukkeste af alle.

Dagen inden begravelsen talte Stoltenberg med søstrenes far, der gav ham linket til en video om Elisabeth. En video med barndomsbilleder af en smuk og smilende lyshåret pige, der var lavet til hendes 16-års fødselsdag og lagt ud på Youtube.



- I dag har jeg deltatt i bisettelsen til Elisabeth Trønnes Lie fra Halden. Familien til Elisabeth delte denne rørende videoen med meg i går, og jeg har fått lov til å dele den med dere, står der nu allerøverst på Stoltenbergs facebookside.

Stadig i koma

Ifølge norske medier er omkring 10 personer stadig indlagt efter Breiviks mordertogt. Mindst en er alvorligt såret og ligger i koma, skriver Aftenposten.

Men efter det, der forhåbentlig er den sidste begravelse efter massakren, rejser omkring 600 efterladte i dag ud til Utøya for at se det sted, deres kære mistede livet.