Da Elin Rasmussen kom hjem fra ferie i Marokko, manglede der en væsentlig ting.

Hendes kuffert. Der ovenikøbet indeholdt livsvigtigt medicin.

»De har ikke kunnet finde min bagage,« siger den norske kvinde til Dagbladet.

Hun lider af multipel sklerose, og i den forsvundne kuffert fortæller befinder der sig medicin for 24.000 norske kroner (17.000 danske kroner), som hun egentlig skal tage morgen og aften.

Det var i søndags, at Elin Rasmussen landede i Oslo efter ferieturen, hvor hjemrejsen i øvrigt også havde sin udfordringer med et aflyst fly fra København til hjemlandet og dernæst en omvej forbi Stockholm og en forsinkelse på fem timer.

Siden blev den norske kvinde så ramt af det bagagekaos, der har lammet flybranchen flere steder i Europa på grund af mangel på medarbejdere og strejker.

Og der har intet spor været af kufferten med medicinen og alt hendes sommertøj.

»Jeg har ikke fået nogen hjælp af Norwegian,« siger Elin Rasmussen og beskriver det flyselskab, hun rejste med, som »utilgængeligt«.

Elin Rasmussen i forbindelse med afrejsen til Marokko.
Elin Rasmussen i forbindelse med afrejsen til Marokko. Foto: Privatfoto/Dagbladet
Vis mere

Heldigvis havde hun en mindre ration af sin medicin i håndbagagen, mens hun også har fundet en tilsvarende portion derhjemme. Af den grund kunne hun torsdag lige akkurat tage på en ny ferie til Grækenland med en passende mængde forsyninger af medicinen.

Norwegian beklager, at Elin Rasmussen har oplevet lang ventetid, når hun har forsøgt at ringe til rejseselskabet.

»Det skyldes, at mange ringer til os for at få opdateret information om strejker, køer i lufthavnen eller netop forsinket bagage,« lyder det fra Andreas Hjørnholm, der er presseansvarlig.

Han minder om, at man som rejsende ikke bør opbevare vigtig medicin eller vigtige dokumenter i den bagage, der bliver checket ind.