Meningen var formentlig god nok, men gavmildheden har givet bagslag.

Det engelske energifirma Eon er havnet i et regulært stormvejr, efter det i den bedste mening har sendt et par sokker til omkring 3.000 af dets kunder.

De gratis sokker var del af en kampagne, der havde til hensigt at mindske kundernes klimaaftryk ved at opfordre dem til at skrue ned for varmen.

Men sådan er gaverne ikke helt blevet opfattet i en tid, hvor energiregningerne stiger og stiger i en grad, så også mange engelske husholdninger har svært ved at følge med.

Tidligere er også et andet energiselskab – Ovo Energy – ifølge engelske Mirror kommet galt afsted med at opfordre de trængte kunder til at holde varmen ved eksempelvis at give kæledyrene et knus, spise havregrød eller lave gymnastik. Selskabet har siden undskyldt opfordringerne som udtryk for dårlig dømmekraft.

Flere af Eons kunder har på sociale medier nu også svært ved at se de sjove i, at energiselskabet har sendt dem sokker af polyester.

»Hvad er meningen med at sende et par sokker for at kunne holde varmen! Det havde været bedre at sætte de skyhøje regninger ned i stedet for at bruge penge på det, som jeg opfatter som dårlig smag og spild af penge,« skriver eksempelvis en kunde på Twitter.

Og andre spørger, hvad klimaaftrykket ved at producere og sende de uvelkomne sokker mon har været.

De vrede reaktioner har nu givet Eon kolde fødder. En talsmand for energiselskabet siger ifølge Mirror:

»Dette initiativ havde på ingen måde til hensigt ikke at tage let på alvoren af den nuværende energikrise og det arbejde, vi gør for at mindske dens indvirkning på vores kunder, og vi er utroligt kede af, hvordan vi har fået nogle af vores kunder til at føle.«

Andre læser også