En elev er i kritisk tilstand efter at være blevet skudt af en medstuderende på en high school i Californien

USA: Torsdag morgen klokken 9 lokal gik en studerende bevæbnet med et haglgevær ind på en high school i byen Taft i Californien og skød en medstuderende, inden to ansatte fik overtalt drengen til at lægge sit våben fra sig. 20 minutter efter skyderiet blev han anholdt af politiet. Det oplyser myndighederne ifølge Reuters.

Ofret er kritisk såret af skud og fløjet til et nærliggende hospital, oplyser politichefen i distriktet Kern County, Donny Youngblood, til Reuters.

En anden elev fik mindre skader, da han faldt over et bord i forsøget på at flygte fra klasseværelset, mens en tredje elev er blevet bragt til hospitalet med et muligt høretab som følge af den høje lyd fra skuddene.

Den anholdte er en 16-årig mandlig studerende. Han blev anholdt, efter en lærer og en administrationsmedarbejder overtalte ham til at overgive sig. Forud for skyderiet havde den 16-årige angiveligt en uoverensstemmelse med den studerende, der er kritisk såret, oplyser politiet ifølge Reuters.

Det californiske skoleskyderi sker, mens USA er midt i en national debat om landets våbenlovgivning efter massakren på skolen Sandy Hook i Newtown, Connecticut, i december. Her blev 20 børn og seks voksne dræbt på få minutter af gerningsmanden Adam Lanza, der blandt andet brugte et såkaldt »assault weapon«, som der nu er snak om at forbyde.

Efterfølgende nedsatte præsident Barack Obama en gruppe med vicepræsident Joe Biden i spidsen, der skal komme med bud på, hvordan man bedst ændrer våbenlovgivningen.

Joe Biden har sagt, at gruppen senest på tirsdag er klar med sine forslag til Obama.