I Mellemamerika, El Salvador, har præsident Nayib Bukeles' køb af bitcoin tappet landet for værdier, som kunne have været brugt til at betale statslån af med.

Det skriver norske e24.

I landet er kryptovaluta gjort til et lovligt betalingsmiddel trods massive protester i befolkningen. Det skete i september sidste år.

Landet var det første i verden, der indførte bitcoin som nationalt betalingsmiddel. Samtidig er det et af verdens fattigste lande.

Bekymringen var dengang, at de store daglige udsving i bitcoins værdi over for dollaren ville sende det allerede skrøbelige land ud i flere økonomiske problemer.

Bekymringerne var dog ikke noget, præsidenten tog til sig.

Han er stor fortaler for netop kryptovaluta og har tidligere været ude at sige, at han vil bygge 'Bitcoin City' – en skattefri by, hvor energiforsyningen skulle komme fra vulkaner.

Nu viser det sig dog, at bitcoin-værdien er faldet 60 procent siden november sidste år. På grund af det har El Salvador tabt 340 millioner kroner på sine bitcoin-køb.

Landet kan nu ende med at misligholde sine statslige lån ifølge flere analysebureauer, skriver e24. Dermed trues landet af statsbankerot.

Værdierne på tabt bitcoin havde alene næsten været nok til at dække næste betaling på statsgælden ifølge Bloomberg.

El Salvador har ofte fået støtte af Den Internationale Valutafond (IMF) for at kunne dække statslånene.

Men efter landet indførte bitcoin – som IMF advarede imod – har det vanskeliggjort forhandlingerne om yderligere støtte.