290.500.000.000.000 kroner.

Så mange penge vurderes verdens rigeste procent af befolkningen at have øget deres formuer med siden 2020 – og det har skabt vrede.

Det skriver norske Børsen.

Det er særligt den humanitære organisation Oxfam, der arbejder for at reducere fattigdom og uretfærdighed verden over, som er frustreret over den udvikling.

I en ny rapport, 'Survival of the Richest', som er udkommet i forbindelse med, at det årlige økonomiske topmøde i schweiziske Davos begynder mandag, lægger den derfor ikke fingrene imellem:

»I de foregående årtier er den økonomiske ulighed steget til ekstreme og til farlige niveauer. Det er blevet en eksistentiel trussel mod vores samfund, der lammer vores evne til at udrydde fattigdom, nedbryder politik og bringer planetens fremtid i fare,« lyder det blandt andet fra Oxfam.

Ifølge analyser, som Oxfam har udarbejdet, har den rigeste procent af verdens befolkning siden 2020 øget deres formuer med 42.000 milliarder dollar. Det svarer til det beløb, der står i danske kroner øverst i artiklen.

Det er ifølge Oxfam også næsten dobbelt så meget, som verdens resterende 99 procent, og det svarer til, at verdens absolut rigeste har øget deres formuer med 2,7 milliarder dollar – hver dag.

Det står ifølge organisationen i stærk kontrast med de udfordringer, den 'almindelige' befolkning står over for.

Blandt andet med stigende inflation, følger af coronakrisen og heftige energipriser.

Derfor kommer Oxfam med en opfordring til regeringer verden over om at føre bedre tilsyn og være bedre til at beskatte de rigeste.

Blandt andet mener organisationen, at man bør indføre en engangsskat på formue- og bruttoindtægter for at sætte en stopper for det, den omtaler som 'kriseoverskud'.

»At beskatte de superrige er en strategisk forudsætning for at mindske uligheden og genoplive demokratiet. Det skal vi gøre med innovation. For stærkere offentlige tjenester. For lykkeligere og sundere samfund. Og for at tackle klimakrisen ved at investere i de løsninger, der modvirker de allerrigestes vanvittige udledninger,« siger Gabriela Bucher, der er administrerende direktør i Oxfam, ifølge norske Børsen.