En eksplosion har onsdag aften ramt tæt på en politistation i Malmø.

Det skriver flere svenske medier.

Ifølge avisen Aftonbladets oplysninger, så skal der være tale om et 'håndgranat-angreb'.

Ingen personer skal være kommet noget til, men flere biler i området, hvor eksplosionen fandt sted, skal være beskadiget.

»Pladsen er afspærret og bomberydderne er på vej,« siger en talsperson ved svensk politi til avisen.

Eksplosionen fandt sted onsdag aften klokken 21.06, at en kraftig eksplosion kunne høres ved politistationen på von Lingens-vej i Malmø-bydelen Rosengård.

»Der er ikke rapporteret personskader, hvilket er rigtig godt. Men ifølge de første meldinger er der skader på flere biler,« siger Anna Göransson fra svensk politi til Aftonbladet.

I forbindelse med eksplosionen ved politistationen er Politiet i Skåne gået ud med en kommentar. Her kalder man eksplosionen for et 'fuldstændig uacceptabelt angreb mod politiet'.

»At endnu en politistation i region Syd er blevet udsat for et attentat er fuldstændig uacceptabelt. Aftenens gerning viser, at vi bliver nødt til fortsat at arbejde intensivt i kampen mod grove forbrydelser. Vi kommer aldrig til at stoppe med at kæmpe mod kriminaliteten,« siger Carina Persson fra svensk politi.

Hun siger samtidig, at hun er lettet over, at ingen kollegaer eller civilpersoner er kommet til skade ved eksplosionen.

»Men samtidig er jeg rasende over, at der er kriminelle personer, der vælger at begå sådanne handlinger,« siger Carina Persson.

BT følger sagen.